Miljøvenlig bentonitmembran fragtes fra Danmark til Norge

Flot ser det ud, når Dantonit læsser 4500 tons bentonitmembran på skibet Heidi. Membranen fragtes fra Svendborg Havn til Farsund i Norge, hvor den skal beskytte et fjeld mod skadelige kemikalier fra et nærtliggende deponi.

Mange har måske hørt om Dantonit. Men de færreste ved at Dantonit er en del af NCC og den eneste Skandinaviske producent af bentonit-produkter. Bentonit, som udvindes på Tåsinge, er en særlig lerart, hvis hovedegenskab er, at den kan optage utrolig meget vand. Bentonit har også den egenskab, at det ved komprimering danner så tæt en flade, at det kan bruges til at sikre arealer mod grundvandsforurening.

Netop derfor havde Dantonit ekstra travlt i sidste uge, hvor skibet Heidi lå i havnen i Svendborg for at blive læsset med tusinder af tons bentonit – en såkaldt DantoCrude H membran.

”På cirka 1,5 døgn fik vi fragtet 4500 tons bentonitmembran fra bruddet på Tåsinge til Svendborg Havn. Vi havde 8 lastbiler i gang, som kørte i pendulfart mellem de to destinationer. I Tåsinge læssede vores jordhold med gravemaskine, og i Svendborg fik vi læsset skibet i samarbejde med skibets folk”, siger Steffan Gregersen, Area Sales Manager i Dantonit, NCC Industry.

Bentonitmembranen skal beskytte en bjergside i Farsund i Norge mod forurening, da området grænser op til et deponi. Der var derfor behov for en stærk membran, som kan sikre, at skadelige kemikalier ikke trænger ind til fjeldet og siver med regn- og smeltevand ned i grundvandet.

”Et af vores primære fokusområder i Dantonit er bentonitmembraner, som ofte bruges ved lossepladser og deponier, da bentonitten er så tæt, at det lukker 100 % af for skadelige stoffer, som kan trænge ned i jordlagene. Bedst af alt er, at bentonitten er et naturligt, bæredygtigt materiale med selvreparerende egenskaber. Derfor har vores løsninger af bentonit ingen negativ påvirkning på miljøet - tværtimod”, siger Steffan Gregersen.