Foto: HOFOR
Foto: HOFOR

Ét år med sikker fremdrift: Værket ved Regnemark runder milepæl

I samarbejde med HOFOR - Hovedstadsområdets Forsyningsselskab - er NCC i gang med at opføre Danmarks største vandværk. Nu kan projektet fejre sin 1-års fødselsdag, og samtidig markere et år uden arbejdsulykker med fravær.

Byggeriet af Værket ved Regnemark, der skal sikre fremtidens vandforsyning til hovedstadsområdet, har nu været i gang i et år. Denne milepæl markerer ikke kun projektets udvikling, men også den stærke samarbejdskultur og det konsekvente fokus på sikkerhed, der præger byggepladsen.

”At vi kan fejre et år uden arbejdsulykker med fravær er en fantastisk milepæl. Det viser, at sikkerhed er en holdindsats på tværs af alle aktører på projektet. Når bygherre, rådgivere, entreprenører og byggeledelse arbejder sammen med fælles mål, skaber det ikke kun resultater i form af fremdrift – det styrker også trivslen og arbejdsmiljøet,” siger Andreas Beuck, senior projektchef i NCC Infrastructure, Anlæg.

Sikkerhed som fælles ansvar

Med et projektareal på 85.900 m² kræver det en velkoordineret indsats at skabe sikre arbejdsforhold på byggepladsen. Derfor afholdes der både ugentlige fælles koordineringsmøder og daglige toolbox-møder, hvor dagens og ugens aktiviteter gennemgås. Målet er at sikre en integreret sikkerhedskultur, forsvarlige sikkerhedsafstande mellem faggrupperne og at minimere risici i arbejdet.

Et særligt initiativ, der har styrket sikkerheden, er de 1.600 i alt meter røde gangveje (fibermåtter), som sikrer synlige adgangsveje og  og bidrager til sikker færden på byggepladsen. Derudover udføres og fremsendes metodebeskrivelser og risikovurderinger i god tid til Arbejdsmiljøkoordinator Byggeplads (AMK-B), så der altid foreligger en sikker og gennemtænkt plan for udførelsen af de forskellige opgaver. NCC’s team på tre medarbejdere varetager drift og vedligehold af byggepladsen, herunder etablering af adgangsveje, belysning, snerydning og tørholdelse af byggegruben.

"På Regnemark er sikkerhed ikke en individuel opgave – det er et fælles ansvar. Alle entreprenører og samarbejdspartnere er engagerede i at løse udfordringer sammen, så vi når vores fælles mål om nul arbejdsulykker," forklarer Andreas Beuck.

Fra kælder til komplet konstruktion

Samtidig med at sikkerheden har været en topprioritet på pladsen, har teamet opnået betydelige resultater i projektets første år.

Siden byggestart er seks bygninger blevet nedrevet, mere end 1.800 funderingspæle rammet i jorden, og 21.000 m³ jord udgravet til ingeniørgange. Samtidig er betonarbejdet i kælderen i fuld gang, hvor bundplader og de 4,5 meter høje vægge opføres. Hidtil er omkring 1.500 m³ beton blevet støbt, og arbejdet med filigranmontage til dækket over kælderen er netop begyndt.

Næste store milepæl bliver selve etableringen af terrændækket – en teknisk kompleks opgave, der kræver præcis planlægning og tæt koordinering mellem faggrupperne.

"Vi har haft et stærkt første år på projektet og er godt på vej mod næste fase. Byggeriet begynder nu for alvor at tage form, og vi ser frem til de kommende etaper," siger Andreas Beuck.

Med ét år bag sig og flere vigtige skridt foran fortsætter arbejdet med fuld styrke, så det nye vandværk kan levere rent, blødgjort drikkevand til hovedstadsområdet i de kommende år.

Fejring af milepæl på Værket ved Regnemark
Foto: Fejring af milepæl på Værket ved Regnemark