Kongeeg indviet på Frederiks Plads i Aarhus
Frederiks Plads i hjertet af Aarhus fik onsdag den 31/10 et nyt samlingspunkt i form af en kongeeg, som er Aarhus Kommunes gave til Kronprins Frederik i anledning af H.K.H.’s 50 års fødselsdag.
Det smukke træ blev indviet af Kronprinsen, der fik hjælp af 100 skoleelever – og humøret hos de mange fremmødte strålede om kap med solen, der denne eftermiddag viste sig fra sin gavmilde side.
På Frederiks Plads har NCC opført et 4.700 kvadratmeters Company House i fem etager med fælles tagterrasse, stor fælles kantine, mødecenter og parkeringskælder. Ejendommen tager den 1. november 2018 imod sine første lejere - og er med undtagelse af to butikslejemål i stueetagen fuldt udlejet.
Frederiks Plads Company House tilbyder sine lejere en særdeles attraktiv placering i Aarhus’ absolutte centrum, høj synlighed i bybilledet og en lang række stærke fællesfaciliteter i høj kvalitet.
Frederiks Plads Company House bæredygtighedscertificeres efter DGNB-standarden, og målet er en guldkarakter. Det betyder, at ejendommen lever op til høje krav for miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed.
En blomstrende plads i en blomstrende bydel
Med Frederiks Plads har NCC spillet en aktiv rolle i at udvikle og etablere et helt nyt område i centrum af Aarhus; en pulserende bydel med både erhverv og beboelse tæt på offentlig transport, shoppingcentret Bruuns Galleri og med åben forbindelse til resten af byen.
For NCC er det vigtigt at udvikle erhvervsejendomme, der bidrager til og fremstår som en værdiskabende del af det omgivende bymiljø. Vi har som mål at minimere miljøpåvirkningen og skabe værdi for såvel kunder som samfundet. Med miljøcertificerede bygninger, attraktive arbejdspladser og inkluderende bymiljøer er udviklingen af Frederiks Plads en vigtig del af at nå en langsigtet ambition om at bidrage til en bæredygtig udvikling.
Den centrale placering i byen skaber synergi og sammenhæng i hjertet af Aarhus, og blandingen af bolig-, butiks- og kontorbygninger danner grundlag for en ny bydel. Kombineret med store opholdsarealer på Frederiks Plads og passager for fodgængere og cyklister gennem området åbner det sig for de omkringliggende gader.
Integreret bydel i høj kvalitet
Bygningernes arkitektur har i form og materialer et gennemgående tema med fokus på høj kvalitet. Bygningerne har således facader i naturmateriale, som matcher flere af de betydelige bygninger i området, blandt andet banegården og de bevarede bygninger fra Centralværkstederne. Bygningernes arkitektur trækker klare materialereferencer til Frederiksbjerg og forankrer derved Frederiks Plads som en naturlig, integreret bydel, der nu med kongeegen har fået et nyt, stemningsskabende samlingspunkt.