NCC nomineret til eftertragtet CSR-pris
NCC har gennem mange år arbejdet aktivt med socialt ansvar i forhold til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Det har – ud over mange gode, engagerede medarbejdere - nu sikret os en finaleplads i årets udgave af CSR People Prize.
"Vi lægger asfalt, bygger bygninger og skaber infrastruktur. På den måde er vi med til at forme fremtidens samfund. I forlængelse af det er det helt naturligt for os at tage et ansvar for samfundet."
Sådan siger Louise Sjøntoft, HR Udviklingsdirektør, om NCC's sociale engagement.
CSR People Prize gives som en hædersbevisning for et stort samfundsengagement. Flere end 100 virksomheder har i år været indstillet til prisen, og feltet er nu kogt ind til seks nominerede fordelt med tre i hver af de to kategorier store og små virksomheder. Spændingen om hvem der løber med sejren udløses den 7. november, hvor der kåres en vinder i hver kategori. Det sker på CSR-konferencen Grib Verdensmålene i Industriens Hus i København, hvor prisen overrækkes af H.K.H. Prins Joachim som kronen på dagens spændende program.
NCC er nomineret til prisen på grund af en række konkrete initiativer, der gør en forskel for mennesker, der ellers kan have svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet:
- Virksomhedsskolen, hvor unge, der er kørt sur i uddannelsesverdenen, kan få en uddannelse eller en læreplads – og den støtte, de har behov for undervejs
- Jobskolen, hvor flygtninge med en håndværksmæssig baggrund bliver parate til et job i byggebranchen via introduktion, opkvalificering, tid på skolebænken og praktisk arbejde
- Et tæt samarbejde med High:Five og Kriminalforsorgen, hvor vi har undervist indsatte og derefter ansat flere af dem på ordinære vilkår.
NCC har en klar politik om at være socialt ansvarlig, men der er også andre gevinster at høste ved at engagere sig socialt.
"Vores initiativer er også en måde at udvide rekrutteringsgrundlaget på. Det bliver sværere og sværere at skaffe kvalificeret arbejdskraft, og vi er nødt til at tænke i nye baner. Derudover giver det også stor glæde og stolthed internt i NCC, når vi f.eks. ser de unge lykkes med en læreplads," fortæller Louise Sjøntoft.
Om CSR People Prize
CSR People Prize er blevet uddelt af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) siden 1999. VFSA består af en række erhvervsfolk fra nogle af de største danske virksomheder og arbejder for at sætte socialt ansvar på dagsordenen samt rådgive beskæftigelsesministeren om emnet.