NCC opstiller mobile værn som de første i Norden
Ny metode skal lette trafikken for tusindevis af borgere, mens der udføres vejarbejde på Køge Bugt Motorvejen. Mobile værn sørger for, at der hele tiden er flest åbne spor der, hvor den trafikale belastning er størst. Samfundet kan spare millioner.
For første gang i Norden opstiller NCC mobile værn. Det er et patenteret system, der bruges til at opstille og flytte autoværn, når man har behov for løbende at regulere antallet af spor. Systemet bliver anvendt på en 6 km strækning på Køge Bugt Motorvejen. Værnet flyttes med et specialkøretøj to gange om dagen, så der om morgenen er fire åbne spor ind mod København og om eftermiddagen er fire åbne spor ud af København.
Sådan foregår det
På Vejdirektoratets animationsfilm kan du se, hvordan det foregår i praksis.
Danmarks mest befærdede
Køge Bugt Motorvejen er Danmarks mest befærdede strækning med cirka 120.000 køretøjer hver eneste dag. Motorvejen er ved at blive udbygget fra seks til otte spor. Arbejdet har stået på siden 2012, og er nu ved at nå sin afslutning.
Den sidste store opgave på projektet er udførelsen af asfaltarbejde på kørebanerne mellem Solrød S og Køge. Dette arbejde udføres fra midten af maj måned og frem til slutningen af august måned.
Mobile værn sikrer fleksibilitet
I denne periode tager man den nye metode i brug. De mobile værn sikrer, at der under arbejdet kan holdes flest mulige spor åbne der, hvor det trafikale pres er størst.
Udover at løsningen giver fleksibilitet og bedre udnyttelse af det eksisterende vejnet, er det også en mere trafiksikker løsning. Trafikken i henholdsvis nord- og sydgående retning er fuldstændig adskilt af det mobile værn i hele perioden, så trafiksikkerheden højnes også i vejarbejdsperioden.
Spændende perspektiver
I Vejdirektoratet er man meget spændt på at se, om den nye opfindelse kan være med til at gøre livet lettere for trafikanterne under vejarbejdet. Desuden har beregninger fra direktoratet vist, at der er flere hundrede millioner kroner at spare for samfundet, hvis metoden fungerer.
”Vi har store forhåbninger om, at det bliver en succes. Fordelene er helt klart, at vi kan bibeholde fire spor ind mod København om morgen og fire spor ud af byen om eftermiddagen. Dermed vil Køge Bugt Motorvej stadig kunne håndtere de store trafikmængder, der er på strækningen, selvom vi er i gang med at asfaltere. Samfundsøkonomisk er det rigtig dyrt at have mange bilister til at holde i kø på vores motorveje, så derfor tager vi nye midler i brug”, siger Robin Højen Madsen, projektleder i Vejdirektoratet.
”Vi skal gøre os nogle erfaringer nu, men jeg kan sagtens se metoden anvendt på andre projekter, hvor der er behov for at optimere trafikafviklingen, så vejarbejder kan afvikles med så få gener som muligt for bilisterne,” slutter Robin Højen Madsen.
Direktør Ivan Pedersen fra NCC Infrastructure er spændt på projektet, som han længe har arbejdet hårdt for at få realiseret:
”Der er spændende perspektiver i det her projekt med Vejdirektoratet for NCC. Det her system er ikke kun interessant for Vejdirektoratet, kommunerne har også veje, hvor systemet kan finde anvendelse. Det kan f. eks. være i forbindelse med vejarbejde på de store indfaldsveje. Desuden kunne man forestille sig, at systemet kan bruges på og i broer og tunneler”.
Systemet skal udbredes i hele Norden
NCC er eneforhandler af systemet i Norden. Divisionschef Maria Zimdahl fra NCC Infrastructure:
”Trafiksituationen er stort set den samme i alle nordiske storbyer på grund af den øgede urbanisering. Der er et stadigt voksende behov for trygge, sikre trafikafspærringer, som forbedrer de trafikale forhold for både trafikanter og arbejdende på vejene. Denne metode løser flere problemer på en gang, så falder projektet godt ud, ser vi et stort potentiale på det nordiske marked.”
Fakta om mobile værn
Systemet er udviklet og patenteret af den amerikanske virksomhed Lindsay Corporation, som ”The Road Zipper System”. I praksis består systemet af sammenhægtede betonblokke, som flyttes af et specialdesignet køretøj. Det fungerer således:
- Forstærkede betonblokke af en meters længde bliver hægtet sammen i begge ender, så de udgør et værn. Toppen af værnet er T-formet. Dette sikrer, at maskinen, der flytter værnet, har noget at gribe fat i.
- To chauffører betjener maskinen fra hver sit førerhus. Den ene kører og samler værnet op, og den anden styrer nedsætningen.
- Maskinen løfter værnet – uden at slæbe det – og lader det passere under sig via et transportbånd. Transportbåndet er så simpelt konstrueret, at eventuelle reparationer kan udføres på stedet af chaufførerne.
- Værnet flyttes op til 7,3 meter - uden at have kontakt med vejbanen. På den aktuelle strækning vil værnet blive flyttet med en hastighed af mellem 5 og 8 km/t.
- For hver 40 meter er der indsat et stålelement i samme dimensioner som betonblokkene. I stålelementet sidder der to hydrauliske stempler, som gør, at elementet kan udvides og trækkes sammen efter behov. Dette sikrer, at der ikke er spændinger i værnet, og at man kan samle værnet igen – f.eks. efter en påkørsel – selv om betonklodserne har flyttet sig ift. udgangspunktet.
Maskinen, der flytter værnet (Barrier Transfer Machine), er specialbygget af Lindsay Corporation, men drivlinjen er baseret på en ”ganske almindelig” John Deere-traktor. Derfor vil reservedele og reparationer kunne udføres af et lokalt John Deere-værksted. Hvis der opstår problemer med motoren på maskinen, kan man hægte den på en lastbil og bugsere den med værnet.
Når maskinen er samlet og klar til at blive taget i brug, måler den 15 m. i længden og 4,4 m. i bredden. Den er udstyret med en 155 Hk 6-cylinderet dieselmotor.