NCC udvikler og sælger hotelprojekt til PensionDanmark
Det voksende erhvervsområde omkring Skejby sygehus har nu fået bekræftet et hotelprojekt. Det er Zleep Hotels, der skal åbne sit andet hotel i Aarhusområdet. Denne gang i samarbejde med NCC og PensionDanmark. Hotellets 100 værelser forventes at stå klar i maj 2019.
PensionDanmark har valgt Zleep Hotels som brand og operatør af det nye hotelprojekt i Skejby. Med dette valg får Skejby et økonomihotel, der tilbyder god kvalitet til en god pris. De 100 værelser indrettes med kvalitetsinteriør, mens der i lobbyen bliver lounge, receptionsbar og fitnesslokale.
Byggeriet er målsat til at opnå guld i bæredygtighedscertificering efter DGNB-standarden. Det betyder, at ejendommen skal leve op til høje krav for miljømæssig, økonomisk, teknisk og social bæredygtighed. Det giver blandt andet et lavt energiforbrug og et godt indeklima.
Et attraktivt erhvervsområde i vækst
NCC har i forvejen udviklet og opført en række erhvervsejendomme i Skejby.
”NCC Property Development har gennem de sidste ti år spillet en aktiv rolle i udviklingen af Skejby Erhvervspark, som i dag fremstår som et af Aarhus’ mest attraktive erhvervsområder. Opførelsen af Zleep Hotel er et led i vores langsigtede ambition om at bidrage med en positiv effekt på miljøet samtidig med at vi skaber værdi for vores kunder – og vi er overbeviste om, at Zleep Hotel med sin centrale placering vil være et aktiv for området,” fremhæver Ole Faurby, adm. direktør, NCC Property Development A/S.