Ny skole skal opføres under telt i ly for vejr og vind
Når vi bygger i Danmark, ved vi godt, at vejret er en faktor, der kan spille ind med ubehagelige overraskelser undervejs. Mange har sikkert tænkt tanken, at det ville være meget lettere, hvis man kunne bygge inden døre. Den mulighed findes faktisk
Når NCC i begyndelsen af 2021 for alvor går i gang med at bygge den nye Nordøst Amager Skole for Københavns Kommune, vil byggepladsen gennem hele processen være overdækket af et kæmpestort regn- og stormsikkert telt på cirka 110 x 60 x 27 meter.
Overdækning kommer naboerne til gode
Skolen skal opføres mellem Holmbladsgade og Prags Boulevard på en plads, hvor der er mange naboer tæt på. Den totale overdækning vil ikke mindst komme dem til gode, fordi generne fra byggeriet mindskes.
”Der er mange fordele ved at overdække byggeriet,” fortæller senior projektchef Lars Bleg Jensen fra NCC. ”Naboerne kan glæde sig over, at de vil mærke mindre til støj end fra en åben byggeplads – teltet reducerer støjen med cirka 10 dB. Der vil også komme mindre støv fra byggepladsen, og selv i den mørke tid vil de ikke blive generet af byggelyset på pladsen.”
Dansk virksomhed leverer teltet
NCC’s projektchef har netop skrevet kontrakt med Sitecover, en dansk virksomhed, der i samarbejde med firmaet Eddcon har specialiseret sig i storm- og snesikre telte i de helt store størrelser. Løsningen rummer også en vertikal kranløsning, der kan klare alt kranarbejde under teltet, så der ikke er behov for at opstille tårnkraner på pladsen.
”Overdækning af byggepladsen er et forsøg, som vi har store forventninger til. En overdækket byggeplads rummer mange fordele både for os som entreprenør, for håndværkerne og for hele nabolaget,” siger Lars Bleg Jensen. ”Vi forventer et mindre energiforbrug i byggefasen, og overdækningen giver os også mulighed for at arbejde på en anden måde, når alt fra jord- og kloakarbejde til facade- og tagarbejde foregår under teltet. Det vil øge vores produktivitet, og vi undgår de forsinkelser, som dårligt vejr medfører. Endelig er jeg sikker på, at vores håndværkerne vil sætte pris på at gå på arbejde i tørvejr året rundt.”
Til januar bliver det rigtigt spændende, for da bliver teltet rejst, før byggeriet rigtig går i gang – og Lars Bleg Jensen kan med et glimt i øjet ikke lade være med at håbe på en regnfuld sommer og et blæsende efterår, så overdækningen virkelig kan vise sit værd.
”Vi glæder os til at komme i gang,” siger Lars Bleg Jensen. ”Vi ser virkelig frem til at løse denne spændende opgave sammen med vores team bestående af CCO arkitekterne, Lyngkilde som Ingeniør og 1:1 landskab.”
Nordøst Amager Skole forventes at stå færdig i november 2022.
