Norsk virksomhed styrker sikkerheden ved energibrønde med tætningsmateriale fra NCC’s Dantonit
I takt med at flere norske boligejere og virksomheder investerer i jordvarmeanlæg, vokser også behovet for at sikre, at energibrønde bliver korrekt forseglet. Det har åbnet et marked for NCC’s Dantonit i Norge. Brønnstabilisering AS, en norsk virksomhed specialiseret i energibrønde, har nemlig taget DantoCon Thermal C2L i brug. Det hjælper med at forhindre skader som følge af sætninger i jorden og er blevet en vigtig del af virksomhedens arbejde.
Problemer med sætninger – hvor jorden synker og skader nærliggende bygninger – er desværre ikke sjældne i Norge. Flere retssager har de seneste år vist, at brøndboringer kan føre til alvorlige skader, hvis brøndene ikke er ordentligt sikret. Det har blandt andet resulteret i store erstatningskrav mod både ejere af brønde og de entreprenører, der har boret dem.
Nu har Brønnstabilisering AS taget Dantocon Thermal C2L fra NCC-virksomheden Dantonit i brug. Materialet består af bentonit, der er en lerart, som udvindes på Tåsinge, og som har en evne til at stabilisere jorden og forhindre vand i at trænge igennem.
"Vi har set flere sager, hvor brøndboringer har skadet nærliggende bygninger, fordi jorden ikke var stabil nok. Ved at bruge et solidt tætningsmateriale som DantoCon Thermal C2L kan vi undgå mange af disse problemer," forklarer Helene Ree Ruden, direktør i Brønnstabilisering AS.
Materialet hjælper med at holde brønden stabil og sikrer, at den er tæt, så jordforholdene omkring brønden ikke forværres. Dantonit er en del af NCC Industry A/S og den eneste skandinaviske producent af bentonitprodukter, som bruges til denne type arbejde.
”Med samarbejdet med Brønnstabilisering AS har vi i Dantonit fået foden ind på det norske marked. Vi er jo et meget lille nicheprodukt, men det gør det ikke mindre glædeligt, at man nu i Norge har fået øjnene op for fordelene ved produktet,” siger Steffan Gregersen, der er salgschef i Dantonit.
Sikkerhed og varmeudnyttelse i ét
DantoCon Thermal C2L adskiller sig ved at kombinere tætning og varmeoverførsel. Det betyder, at det ikke bare sikrer brønden, men også hjælper med at lede varmen fra jorden op til varmeanlægget, så anlægget fungerer mere effektivt.
"Det er vigtigt, at tætningsmaterialet ikke kun beskytter, men også hjælper med at få den bedste ydeevne ud af jordvarmeanlægget," siger Helene Ree Ruden.
Materialet er let at bruge. Det leveres som pulver, der blandes med vand og derefter pumpes ned i brønden. Ifølge Brønnstabilisering AS gør dette arbejdet nemmere og sikrere.
Selvom tætningsmaterialet har vundet indpas i Norge, er det stadig en ny løsning for mange. Men Brønnstabilisering AS oplever, at flere og flere entreprenører og husejere bliver opmærksomme på de fordele, der er ved at bruge det danske produkt.
"Når man investerer i en energibrønd, vil man gerne sikre sig, at det er en holdbar løsning, der beskytter både bygninger og miljø," afslutter Helene Ree Ruden.
Brønnstabilisering AS forventer, at brugen af C2L vil stige i de kommende år, og at materialet vil blive en vigtig del af løsningen på de problemer, som dårlig forsegling af energibrønde kan medføre.