Nyt Hospital Nordsjællands sidste tagspær markeret med rejsegilde
Tidligere på ugen bød Regionsrådsformand Lars Gaardhøj velkommen til rejsegildet, der markerer en vigtig milepæl for byggeriet, for at fejre de 230 håndværkere, der lige nu arbejder på byggepladsen.
Firkløveren, som udgør det nye hospital i Hillerød, står nu i fuld højde, de sidste tagspær er rejst, og servicebyen manifesterer sig ved siden af, hvor ydermurene er sat op.
”Nyt Hospital Nordsjælland er et innovativt og banebrydende hospitalsbyggeri. Det er allerede en inspiration for andre hospitalsbyggerier i hele verden. Men det er en kompleks størrelse at bygge et hospital. De mange dygtige håndværkere er grunden til, vi kan fejre dagens vigtige milepæl. Håndværkerne kan være stolte af deres arbejde og indsats, og deres hårde arbejde vil glæde patienter, pårørende og personale i mange år frem,” siger Lars Gaardhøj (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.
En vigtig milepæl på vej mod det nye hospital
Hospitalsdirektør på Nordsjællands Hospital Bente Ourø Rørth glæder sig over byggeriets milepæl, der markeres med rejsegildet:
”Med rejsegildet fejrer vi, at byggeriet skrider godt fremad, selvom vi har været ramt af forsinkelser. Jeg er glad for at se, hvor langt håndværkerne nu er kommet. For vi har brug for, at Nyt Hospital Nordsjælland bliver færdigt, så hurtigt det kan lade sig gøre – og at kvaliteten er i top, så vi kan tage bygningen i brug fra første dag. Det har en kæmpe betydning for patienterne og personalet, der har brug for rammer, som passer til nutidens og fremtidens behandling,” siger Bente Ourø Rørth.
Samarbejde er nøglen til fremdrift
Palle Bjerre Rasmussen, direktør i NCC Danmark, er stolt af at se, hvad holdet leverer på byggepladsen:
”Hver gang jeg kommer her, bliver jeg imponeret over, hvad der er sket siden sidst. Ret tidligt i processen så vi – og det gælder både regionen og NCC – at et projekt af den størrelse og kompleksitet kræver noget særligt. Vi har derfor brugt tid og kræfter på at skabe et endnu tættere samarbejde, transparent og med klare, fælles mål. Det, der karakteriserer vores samarbejde, er netop, at uanset om den enkelte medarbejder repræsenterer regionen, ingeniørerne eller NCC, så er vi alle en del af det samme hold, der løser opgaven sammen,” siger Palle Bjerre Rasmussen, direktør i NCC Danmark.
I firkløveren er der nu ved at blive rejst vægge, og installationsarbejdet med alt fra VVS over ventilation til el monteres indvendigt, så byggeriet kan blive til et hospital.
Tanken med bygningen er at skabe en helende arkitektur med træbeklædning og kløverform midt i grønne områder, ligesom gårdhaverne og taghaven er med til at skabe en nærhed til natur og planter. Selve kløverformen skaber korte afstande og sammenhænge, som danner rammen om gode patientforløb. Dagslys og natur er tænkt ind i design og valg af materialer og skaber en varm og imødekommende atmosfære.