Samarbejde og fælles mål danner grundlaget for Danmarks største vandværksprojekt
Optimeringsfasen er sat i gang på et af Danmarks mest komplekse vandværksprojekter, "Værket ved Regnemark". Første skridt på vejen var et opstartsmøde i Køge med nøgleaktører i projektet.
Samarbejde, forventningsafstemning, konflikthåndtering og styrkelse af relationer blev de centrale temaer, der satte tonen for det betydningsfulde bygge- og anlægsprojekt, som er iværksat af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.
Når et projekt af denne kompleksitet begynder, er det afgørende at etablere en solid arbejdsrelation mellem bygherre, i dette tilfælde HOFOR, og de mange involverede parter. Dette fundamentale partnerskab er nøglen til at sikre projektets succes, og netop derfor blev en opstartsworkshop gennemført.
”Det er i den indledende proces, at man forstår vigtigheden af at have styr på grænseflader og forventningsafstemning, da det sikrer, at alle arbejder mod de samme mål og undgår unødvendige konflikter og forsinkelser,” siger Andreas Beuck, projektchef i NCC Infrastructure.
NCC har gennem de seneste år samarbejdet med HOFOR om at renovere og nybygge vandværkerne Værket ved Søndersø og Værket ved Gevninge. Nu fortsætter samarbejdet, og NCC skal med start i 2024 også stå for renovering og nybygning af Værket ved Regnemark, der forsyner hovedstadsområdet med mere end 14 milliarder liter drikkevand om året.
Projektet udgør en vigtig del af HOFORs storskala vandværksprojekt, som omfatter modernisering af i alt syv regionale vandværker, der skal forsyne hovedstadsområdet med blødgjort drikkevand.
Fælles stolthed
På projektoptimeringsmødet i Køge deltog en bred vifte af nøgleaktører som arkitekter, rådgivere, entreprenører og selvfølgelig bygherren HOFOR. Deltagerne fik et indgående indblik i alle aspekter af projektet, hvilket styrkede forståelsen for projektets helhed og behovet for et fælles mål.
I en af mødets øvelser blev deltagerne bedt om at tænke over, hvad de ønsker at opnå gennem projektet, og det blev tydeligt, at der var en fælles begejstring omkring skabelsen af Danmarks største vandværk.
"Det er helt tydeligt, at alle involverede parter i projektet er utroligt stolte over at få muligheden for at bidrage til skabelsen af Danmarks største vandværk. Det er virkelig et imponerende projekt, og vi glæder os til at kunne starte op på de første anlægsarbejder i det nye år,” siger Michael Knudsen, Senior Projektchef i NCC Infrastructure.
Workshoppen i Køge blev ikke kun en platform for forventningsafstemning og vidensdeling, men også en mulighed for de involverede parter for at lære hinanden bedre at kende og opbygge stærke relationer, der er essentielle for et vellykket samarbejde.
Fakta om projektet
Værket ved Regnemark, opført i 1964, er det næste i rækken af HOFORs vandværker, der skal udskiftes med et nyt og tidssvarende vandværk udstyret med et centralt blødgøringsanlæg og tilhørende nye drifts- og anlægsbygninger.
Aftalen mellem HOFOR og NCC er en hovedentreprise, der indgår som én ud af tre hovedentrepriser, som skal gennemføres sideløbende. Opgaven omfatter byggeriet af selve vandværket og de mange tilhørende bygge- og anlægsarbejder.