Særlige sø-sten holder vindmøller stabile
NCC's råstofdivision leverer stenmaterialer til et hav af projekter landet over – til fjernvarme, infrastruktur og klimasikring, blandt andet. En af virksomhedens seneste leveringer har været grus til opsætningsarbejde på Esbjerg havn i forbindelse med en vindmøllepark i tysk farvand. Her skal materialerne hjælpe med at stabilisere vindmøllerne.
Det grus, som NCC har leveret, er en særlig blanding af søsten fra Jyske Rev med en størrelse på 8/32 mm, som er specifikt tilpasset til dette formål.
Gruset fyldes i de store ballasttanke, som ses på billedet, og bruges som ballast for at sikre, at de store vindmøller ikke vælter på kajen.
Ballasttankene har 12 tårne i sig, og grusets rolle er derfor afgørende som modvægt for de over 100 meter høje tårne, idet det hjælper med at modvirke den belastning, som møllerne udsættes for.
De store vindmøller bliver først sat i ballasttankene og sikret på kajen. Herefter bliver de hejst over på det store skib, som skal fragte dem ud til vindmølleparken.
”Det er et meget imponerende syn at se så store maskinerier blive hejst og flyttet. Tanken om, at det er råstoffer fra NCC, der sikrer balancen, gør mig stolt,” fortæller Lars Flemming Sørensen, Salgschef i NCC Industry, Råstoffer Jylland.
Når gruset har tjent sit formål, bliver det returneret til NCC, så det kan genbruges. Der vil blive returneret grus to gange, hver gang med en mængde på 2400 ton.