NCC Vejservice hjælper socialt udsatte i Odense

Vejservice holder Odense by ren for kommunen, og de får hjælp til opgaven af et hold af socialt udsatte.

Odense By bliver holdt ren af NCC Vejservice. Men de gør det ikke alene. De får hjælp af en gruppe socialt udsatte fra den socialøkonomiske virksomhed LitterGo. Det er en del af Vejservice’ aftale med Odense Kommune, at et team på tre socialt udsatte personer skal have arbejde med renhold, så de kan tjene nogle penge.

”Vi sætter pris på, at holdet fra LitterGo løser en opgave med opsamling af affald på nogle steder med meget skrald i Odense by. Områderne er uden for vores kontrakt, og vi samarbejder med LitterGo, fordi vi gerne vil understøtte nogle gode tiltag for at holde byen ren. LitterGo's arbejde med opsamling af affald passer godt i tråd med vores arbejde i Odense, og samtidig giver det en god fornemmelse i maven, at vi kan være med til at hjælpe nogle mennesker, der har det svært,” siger Carl Erik Hjortshøj, salgs- og entreprisechef, NCC Vejservice.

Det er et team på tre personer, som bruger nogle timer om ugen på at samle skrald på et udvalgt sted i byen. Holdet får 100 kr. i timen pr. medarbejder, som de bruger deres sociale frikort til. De får pengene i hånden og vælger derefter selv, hvad de vil bruge dem på. 

Mennesker, miljø og mening

Den socialøkonomiske virksomhed LitterGo er stiftet i Aarhus af en tidligere NCC medarbejder, Claus Pape, med det formål at hjælpe udsatte mennesker i arbejde. Medarbejderne tæller affaldet, når de samler det op. Det sker med håndtællere. Lige nu har virksomheden samlet omkring en kvart million stykker affald op.

”Kodeordene for LitterGo er mennesker, miljø og mening,” siger Claus Pape, der har stiftet virksomheden, mens han stadig var ansat i NCC. I dag er det en opgave, han arbejder med på fuld tid.

”Vi gør noget godt for miljøet og skaber meningsfuld beskæftigelse for udsatte borgere, som gerne vil arbejde lidt, og samtidig er det jo verdensmål 8 og 14 i praksis: arbejde til alle og beskyttelse af livet i havet,” siger Claus Pape.

Det er nyt, at virksomheden har medarbejdere i Odense, hvor de især arbejder langs en del af letbanen og et nærliggende butikscenter. Det er et område, hvor der bliver kastet meget skrald.

”Aftalen med NCC betyder meget for os. Vi håber, at vi med vores synlighed i Odense kan skabe opmærksomhed omkring os selv op på sigt få flere kunder her,” siger Claus Pape.

NCC Vejservice kontrakt med navnet Odense Renhold rummer renholdelse med fejemaskiner og tømning af skraldespande i Odense centrum. Aftalen definerer et niveau for, hvor rent byrummet skal være. Opgaven beskæftiger ti mand på fuld tid inklusive entrepriseleder Carl Erik Hjortshøj. Vejservice har haft opgaven side 2015, og den løber til 2021.

Johnny, Claus Pape, Mikkel_mindre