NCC byder velkommen til efterårets praktikanter
Et nyt semester er i gang, og NCC har haft fornøjelsen af at byde velkommen til 45 nye praktikanter. Deres forløb blev skudt i gang på introduktionsdagen for praktikanter, hvor de fik hilst på hinanden og blandt andet blev præsenteret for NCC’s forretningsområder.
Mange af de studerende ser praktikforløbet som en oplagt mulighed for at opnå praktisk erfaring og få udbygget deres faglige netværk.
En af dem er 21-årige Amanda Elmir. Hun læser Byggeri & Infrastruktur på DTU, og fik NCC anbefalet af en veninde. Som praktikant, er hun tilknyttet byggeprojektet på Hørkær i Herlev, hvor NCC skal bygge ca. 440 nye lejeboliger. Og her er hun rigtig glad for at være: ”Det har kun været godt indtil videre. Mit hold er fantastisk og alle passer på hinanden”.
Amandas praktikperiode strækker sig fra august til januar og hun glæder sig til at bruge semestret hos NCC: ”Det er virkeligt dejligt at få noget konkret erfaring. Det er slet ikke det samme, som når man sidder på skolebænken”, fortæller hun og uddyber at hun allerede har fået mange nye kompetencer, som hun kan bruge fremadrettet.
Zeinab Amir, som også er i praktik, deler begejstringen: ”Man får en masse ansvar og det er fedt at blive udfordret. De andre er rigtig gode til at give ros”. Zeinab er også ingeniørstuderende fra DTU, og det var hendes underviser, der foreslog hende en praktikplads hos NCC. Hun valgte derfor at sende en ansøgning, og sidder nu som praktikant på projektet, Kronløbsøen. Her arbejder hun særligt med terræn og ydre facader. Hun er glad for at hun valgte at søge hos NCC og ”vil helt klart anbefale alle at tage deres praktikforløb her”.
Erfaring på tværs af områder
Et praktikforløb hos NCC giver masser af erfaring og spændende muligheder. På byggeprojektet, Nicolinehus er 28-årige ingeniørstuderende, Søren Wiborg Brink i praktik. Han læser til bygningsingeniør på Navitas i Århus, og hans uddannelse har særligt fokus på produktion og byggeledelse. Han skal være i praktik indtil årsskiftet, og får derfor rig mulighed for at følge Nicolinehus i slutspurten. Byggeriet skal nemlig stå færdigt i december og kommer til at indeholde boliger, supermarkeder, restauranter og meget andet. Og praktikforløbet er Søren glad for: ”Det er rart at komme ud i praktik. Nogle af fagene fra skolen giver meget bedre mening, når man oplever tingene i praksis”, fortæller han og beskriver at han har mange forskellige ansvarsområder på byggeprojektet: ”Det er fedt, at det er så stort et projekt – så får man lov til at lave lidt af det hele”.
Byggepladserne er ikke de eneste, der for glæde af de nye studerende. I Engineering er praktikanten Trine Boesen nemlig begyndt. Hun har mange forventninger til sit praktikophold og ser især frem til at arbejde med konstruktionsberegninger. Trine har tidligere arbejdet som teknisk tegner, men læser nu til diplomingeniør. Hun fik anbefalet NCC af en tidligere kollega og glæder sig til at arbejde med nye fagområder: ”I Engineering arbejder man som rådgivende ingeniør med blik for entreprenøren og udførelsen. Det er spændende at få indblik i og være en del af det interne samarbejde i NCC mellem Engineering og entreprenøren”, fortæller hun.
Indtil videre har Trine Boesen arbejdet med statistiske beregninger, og hun glæder sig til at få flere nye erfaringer og arbejde på tværs af områder.
Praktikanter giver ny viden til NCC
HR Specialist, Cecilia Lutsch er glad for at så mange studerende har valgt at tage deres praktikforløb hos NCC. Hun oplever nemlig at praktikanterne kommer med god energi og en stor lyst til at lære noget nyt, hvilket også gavner NCC som virksomhed:
”Vores praktikanter er rigtig dygtige og kompetente. Og samtidig bliver vi som virksomhed klogere, når vi via praktikanterne får indblik i den nyeste viden fra uddannelsesstederne”, fortæller Cecilia Lutsch.
Derudover beskriver hun hvordan et praktikforløb kan betragtes som et rigtigt godt rekrutteringsværktøj, fordi begge parter får mulighed for at lære hinanden godt at kende.
”Mange af vores praktikanter fortsætter som studentermedhjælpere og senere fastansatte. I hele processen har de fået en masse viden om NCC og de sager de har arbejdet på, så for os er det da helt klart en fordel, at de vælger at fortsætte.”
Vi glæder os til at følge alle de nye praktikanter og håber at de får et godt og lærerigt forløb i NCC.