NCC afleverer Frederiks Plads Company House II i Aarhus

Det 12-etager høje kontordomicil er nu afleveret til PensionDanmark, som købte ejendommen i januar for ca. 600 mio. kr. Ejendommen bæredygtighedscertificeres efter det internationale DGNB-system i kategorien ’Guld’.

Ejendommen er tegnet af C.F. Møller Architects og udviklet efter NCC Property Developments Company House-koncept, som betyder et sundt indeklima, lavt energiforbrug og en række fælles faciliteter som kantine og mødecenter.

Med afleveringen af Frederiks Plads Company House II sættes der nu punktum for NCC Property Developments udvikling af Frederiks Plads, og Ole Faurby, direktør i NCC Property Development, er tilfreds med resultatet og en byggeproces, der er forløbet næsten problemfrit.

”Alle har gjort en stor indsats, og vi er kommet flot i mål. Coronaperioden, der bl.a. har besværliggjort materialeleverancerne, har givet udfordringer, men vi har ikke desto mindre holdt tidsplanen. Vi er fuldt ud tilfredse med resultatet, og ser frem til at de nye lejere kan flytte ind i det topmoderne kontormiljø,” siger han.

De færdige bygninger er nu klar til at huse Nordea og KPMG, som har lejet sig ind hos ejendommens ejer, PensionDanmark.

”Vi er glade for, at vi nu har endnu et moderne og bæredygtigt Company House i drift. NCC er virkelig lykkedes med at skabe et moderne og holdbart koncept, der på en god beliggenhed som Frederiks Plads er meget eftertragtet hos solide og stabile lejere,” konstaterer Marius Møller, direktør for ejendomme i PensionDanmark. 

Lever op til høje krav
Ejendommen ligger i det nye byområde Frederiks Plads, hvor beboerne allerede er flyttet ind i lejlighederne, og som er udviklet som et samlet hele, der passer ind i Midtbyens øvrige byliv.

Frederiks Plads ligger imellem Midtbyen, Frederiksbjerg og Sydhavnen i Aarhus. Det er en lille ny bydel midt i byen med en kombination af boliger, kontorer og butikker samlet rundt om et lyst byrum med træer og grønne arealer.

DGNB-certificeringen betyder, at ejendommen lever op til høje krav for miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed - og lejerne kan spare penge på energiforbruget og samtidig have et godt indeklima til gavn for trivslen. Helt i tråd med PensionDanmarks og NCC’s ønske om at leve op til FN’s Verdensmål.

Link til meddelelsen om salget af Frederiks Plads:
https://www.ncc.dk/medier/pressrelease/47d69bcf555f7dec/

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, +45 26 15 21 27, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.