Banebrydende profil-plejecenter på vej i Valby

Endnu en milepæl er nået på det specialiserede byggeri af boliger til blinde og svagtseende ved Følager i Valby

Fredag den 9. februar bliver der afholdt rejsegilde på byggeriet Følager i Valby, der nu har fået navnet ”Solgaven Valby”.

Her er man nemlig ved den anden milepæl af byggeriet af 119 ældre- og plejehjemsboliger designet til blinde, svagtseende og døvblinde i København til en entreprisesum på 189 mio. kroner. Boligerne forventes færdige i foråret 2019.

Vil være bedst

Visionen for Solgaven er at være Europas bedste plejecenter, ældreboliger og aktivitetstilbud for ældre blinde, svagtseende og døvblinde borgere med følgehandicaps som demens og fysisk funktionsnedsættelse.

”Vi er godt på vej med et plejecenterbyggeri med en stærk profil. Her er taget højde for en række specifikke boligbehov, som vi håber vil gøre en forskel for det liv og fællesskab, stedet bliver ramme om. Udviklingen af huset er sket i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund, Sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune samt byggeriets parter,” siger Bjørn Petersen, formand for Boligselskabet AKB, København v. KAB.

Et centralt mål har været at finde frem til de rette løsninger for de kommende beboere, og man har derfor lagt vægt på en høj grad af brugerinvolvering.

Tidlig involvering af brugere

”Vi har konsulteret med blinde allerede inden, vi satte spaden i jorden, og har desuden haft tætte dialoger med brugerne af det kommende hus. Det betyder, at vi har haft eksperthjælp til at finde de bedste løsninger til de kommende beboere, så de får en god hverdag,” siger Trine Skou Tindborg, områdedirektør i NCC.

Tilgængelighed og selvhjulpenhed er omdrejningspunktet i plejecentret, som erstatter Plejecentret Solterrasserne og specialplejehjemmet Solgavehjemmet.

Der er eksempelvis arbejdet målrettet med en logisk opbygning af huset. Gangene er søgt så lige som muligt uden nogen udposninger og nicher, der ellers kan føles som ”ingenmandsland”, hvor den blinde eller svagtseende ikke kan orientere sig. Kontraster mellem gulve og vægge gør det nemmere for beboere med en synsrest at opfatte rummenes udstrækning. Der er håndlister på samtlige vægge i fællesområdet, og man kan derved altid tage fat i en håndliste og blive ”ført hjem”.

Trækker på erfaring

Der bliver desuden mulighed for at gå til tandlæge, frisør, fodpleje, wellness og træne i et træningscenter. Der bliver også etableret et orangeri, så beboernes duftesans kan pirres og trænes, ligesom der er lavet et såkaldt træningskøkken, hvor beboerne kan blive fortrolige med at lave mad selv.

I processen med at løse byggeopgaven, trækker NCC desuden på en specialiseret erfaring med at opføre tilgængeligt byggeri. Eksempelvis med Danske Handicaporganisationers Hus, som er kåret til at være ”Verdens mest tilgængelige kontorhus”. Her har NCC vist, hvordan fuld tilgængelighed og ligeværdighed kan indarbejdes som naturlige elementer i ”almindeligt” kontorbyggeri.

Program for dagen

Program

11.00 Formand for Boligselskabet AKB, København, Bjørn Petersen

11.05 Sundhedsborgmester Sisse Marie Berendt Welling

11.10 Adm. direktør i KAB, Jens Elmelund

11.15 Områdedirektør i NCC, Trine Skou Tindborg

11.20 Lidt godt til ganen

Fakta om Solgaven Valby

• 93 almene plejeboliger og 26 almene ældreboliger, foruden tilhørende fælles- og servicearealer: Dagcenter og aktivitetscenter med bl.a. produktions-køkken og café, tandlæge, frisør, fodpleje, wellness, gymnastik og træningscenter.

• Landskabelig bearbejdning af udearealer ved og på plint.

• Bygherre: Boligselskabet AKB, København v. KAB

• Arkitekt: CUBO og Force4

• Rådgivende ingeniør: SWECO

• Landskabsarkitekt: BOGL

• Totalentreprenør: NCC

For yderligere information kontakt venligst:
Trine Leth, kommunikationschef, NCC Danmark, tlf.: 23231965
Gert Lindenskov, teamchef i Center for Byggeri, KAB, tlf. 21561765

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Kommunikationschef Trine Leth, NCC i Danmark A/S, telefon 23 23 19 65

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 41,5 mia. kr. og 17.800 medarbejdere i 2017. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure.