NCC er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2019

God ledelse og fælles planlægning på byggepladsen skaber sikkert arbejdsmiljø. Det har NCC vist på et projekt i København og det giver nu en nominering til Arbejdsmiljøprisen 2019

På renoveringsprojektet på Holmens Kanal 20, også kendt som Overformynderiet, er byggeledelsen gået nye veje for at sikre fokus på et godt arbejdsmiljø. Det har på halvandet år begrænset antallet af arbejdsulykker med fravær til kun en enkelt. Resultatet skal ses i lyset af, at det er opnået på en byggeplads, hvor pladsen er trang, tiden knap, og mange faggrupper arbejder tæt på hinanden.

”Jo dygtigere lederne bliver til at tage ansvar, jo bedre resultater opnår vi – det gælder også indenfor arbejdsmiljø. Det har de demonstreret på dette projekt ved at tænke nyt og tænke fremad,” siger direktør Palle Bjerre Rasmussen, NCC Danmark, og tilføjer:

”Det viser, at god ledelse skaber fundamentet for et stærkt arbejdsmiljø. Det er et af vores store indsatsområder i NCC, og derfor er vi ekstra stolte af nomineringen.”

NCC har i mange år tilbudt lederuddannelse på flere niveauer, og for nylig har NCC i samarbejde med Erhvervsakademi Sydvest for første gang i mange år herhjemme udbudt Arbejdsmiljøledelse som et enkeltfag under Akademiuddannelse i ledelse. Dette uddannelsesforløb er netop startet og giver deltagerne færdigheder i ledelse af processer, så de er klædt på til professionel planlægning, udførelse og forankring af tiltag indenfor arbejdsmiljø

Opskriften på Holmens Kanal

Normalt er der krav om sikkerhedsmøder hver 14. dag. Men på Holmens Kanal 20 er der på forsøgsbasis sat ekstra fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø på de ugentlige leanmøder og mønsterrunderne er planlagt, så de ligger umiddelbart inden leanmødet, så indtrykkene fra byggepladsen er helt aktuelle.

Dermed bliver der tænkt og talt om sikkerhed i planlægningen af den kommende uges arbejde. Der bliver arbejdet med oversigter over byggepladsen, og de enkelte faggrupper fremlægger deres arbejde og markerer på oversigten, hvor de planlægger at arbejde. På den måde bliver det meget hurtigt synligt, hvis flere faggrupper har planlagt arbejde samme sted. Og i fællesskab ser man fremad på at løse udfordringerne på projektet og forebygge ulykker, i stedet for at kigge bagud og måske ærgre sig over det, der gik galt og diskutere hvem der var skyld i det.

”Det er fantastisk inspirerende at opleve, hvordan alle på byggepladsen – tømrere, malere, elektrikere og ledere – hjælpes ad og tager hensyn til hinanden. Det styrker både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø,” siger Christian Køhler-Johansen, Arbejdsmiljøchef i NCC.

Nomineringen til Arbejdsmiljøprisen 2019 falder ydermere sammen med, at NCC netop har lanceret en kampagne for vinderkultur med fokus på fællesskab og samarbejde. Kampagnen fremhæver fælles succeser på projekter og kontorer for på den både at dele viden og inspirere til godt teamwork.

Erfaringerne fra det 10.000 kvadratmeter store renoveringsprojekt bliver nu evalueret i NCC for at undersøge om det skal bredes ud til andre projekter.

Uddelingen af Arbejdsmiljøprisen 2019 finder sted den 8. april.

For yderligere information kontakt venligst:

Palle Bjerre Rasmussen, direktør, NCC Danmark A/S, tlf: +45 24 88 77 92, mail: pbr@ncc.dk

Ghita Borring, kommunikationschef NCC Building Danmark, tlf: +45 93 88 18 19, mail: ghilau@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Ina Bjerregaard, Pressechef, NCC Danmark, tlf: +20 65 21 14, mail: inabje@ncc.dk

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere de bedste bæredygtige løsninger. NCC er en af de førende virksomheder i Norden inden for byggeri, infrastruktur og ejendomsudvikling med en omsætning på rundt regnet 41 mia. kr. i 2018. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.