NCC lægger kilometervis af klimavenlig asfalt
Her efter sommerferien rykker NCC ud med endnu mere klimavenlig asfalt på de danske statsveje. Den nye type asfalt skal medvirke til at reducere CO2-udledningen fra bilerne
I år lægger Vejdirektoratet mere end 100 kilometer klimavenlig asfalt (KVS) på 14 strækninger af motorveje og hovedlandeveje over hele landet. Det sker i forbindelse med regeringens beslutning om, at al ny asfalt på det overordnede vejnet som udgangspunkt skal være klimavenlig.
”Asfalten er den eneste af sin type i hele verden. Kendetegnet for den er, at den er lettere for bilerne at køre på, fordi belægningen giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej. På den måde bruges mindre brændstof, og derved reduceres CO2-udledningen”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen, Produktchef i NCC Industry, Asfalt.
NCC er en af de virksomheder, som har sat fuld damp på KVS, og som hjælper Vejdirektoratet med at udlægge den nye type asfalt i forlængelse af Vejdirektoratets løbende vedligeholdelse af statsvejnettet.
Inden sommerferien lagde NCC klimavenlig asfalt på både Fynske Motorvej og Holbækmotorvejen, og nu gør virksomhedens fabrikker og asfalthold sig klar til endnu flere tons KVS. Her efter sommerferien skal NCC nemlig lægge klimavenlig asfalt på yderligere syv strækninger rundt i landet:
- M14 ved Espergærde
- Hovedlandevej 104 ved Hillerød
- M70 ved Vorup
- M40 ved Fredericia
- Hovedlandevej 427 ved Thisted
- M80 ved Hjallerup
- Hovedlandevej 415 ved Fausing
Grønnere vejtransport
NCC har sammen med Vejdirektoratet, industrien og forskere fra universitetsverdenen siden 2011 været med til at udvikle den klimavenlige asfalt. Ifølge Vejdirektoratets seneste beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 procent mindre brændstof, hvis de kører på en KVS-belægning.
”Det lyder umiddelbart ikke af meget, men hvis vi ser på den samlede brændstofbesparelse for alle bilister over en længere periode, vil vi kunne spare klimaet for mange tusinde ton CO2”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.”
Han fortæller, at asfaltbelægningen er bygget op af en grov struktur, et solidt bindemiddel og en stærk mørtel, der sikrer vejen en lang levetid.
”Det er altid spændende, når mange års forskning bliver ført ud i livet. KVS vil komme vores miljø og samfund til gavn, og som virksomhed glæder vi os over at kunne bidrage til at gøre vores vejtransport i Danmark mere grøn”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, email: carcor@ncc.dk, telefon +45 26152127
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
Få mere info om KVS på vejdirektoratet.dk:
https://www.vejdirektoratet.dk/pressemeddelelse/mere-end-100-kilometer-klimavenlig-asfalt-i-aar
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.