Nicolinehus rejser sig nu i sin fulde højde
Det sidste element er sat på plads på 17. etage, og indretningen af lejlighederne, der har udsigt over byen og bugten, er allerede i fuld gang i de nederste etager.
Nu kan man for alvor se, hvordan Nicolinehus på Aarhus Ø kommer til at præge bybilledet. De to trekantede bygninger på 17 og 11 etager rejser sig markant, og man ser dem straks, når man kører på Kystvejen og Skovvejen.
”Jeg er stolt af alle vores folks indsats. Vi har nu nået fuld højde, og det er gået rigtigt godt og helt som planlagt. Det er bare fedt at se de flotte bygninger rejse sig i landskabet. Nu skal vi til for alvor at indrette og færdiggøre lejligheder, butikker og alt det andet. De kommende brugere og beboere kan godt glæde sig,” siger projektdirektør fra NCC, Henrik Korr.
Salget går strygende
NCC, der er totalentreprenør på Nicolinehus, bygger i tæt samarbejde med Bricks, der er bygherre og glæder sig over interessen for byggeriet.
”Nicolinehus bliver et helt unikt sted at bo og færdes i Aarhus, og vi kan jo allerede se, at der bliver taget godt imod det. Salget går godt, og nu kan de kommende beboere stå og pege deres bolig ud. Det er fantastisk,” siger direktør Martin Busk fra Bricks.
Effektive og bæredygtige processer
Byggeriet har hele vejen igennem været meget effektivt og det gennemføres med øje for bæredygtighed og arbejdsmiljø i byggeprocessen. Blandt andet er alle tegl-facadeelementerne produceret på fabrik, og vinduerne er monteret på elementfabrikken således, at facaderne er ”fiks- og færdige” i takt med at bygningerne skyder op. Det har reduceret mængden af affald, mindsket materialespild og givet et bedre arbejdsmiljø, fordi der ikke skulle stå håndværkere og lægge mursten og montere vinduer højt oppe og i al slags vejr.
Skybar og restaurant
Nicolinehus er tegnet af Aart Architects, der har hentet inspiration i midtbyens gamle karréer med deres karakteristiske og robuste røde teglsten. Mellem de to trekantede bygninger bliver der indrettet fælles gårdhave, nord for byggeriet opføres en offentlig aktivitetsplads, og både terræn og terrasser beplantes.
Bygherren Bricks lægger vægt på at skabe kvalitetsbyggeri i en kombination af god arkitektur og høj kvalitet, der sikrer god byudvikling med fokus på liv og trivsel. Bygherrerådgiver er NIRAS, ingeniørerne er fra Rambøll og landskabsarkitekten er Schønherr.
Projektet indeholder 180 ejerlejligheder, 60 lejeboliger samt 6.133 kvadratmeter kontorer. En markedshal med et stort atrium, hvor cafeer og stande vil sælge mad og drikke, en større Føtex butik og andre småbutikker i stueplan. Der vil også komme restauranter og et område med pool og sauna. På toppen af bygning to på 10. og 11. etage kommer der desuden restaurant og skybar. I kælderen kommer et fitnesscenter og 450 parkeringspladser i to etager.
Nicolinehus skal stå klar til indflytning i december 2022. Den bygning, der indeholder ejerboliger og butikker som Føtex, afleveres dog medio 2022.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.