CO2-reducerende asfalt giver bedre køreoplevelse på Østjyske Motorvej

NCC er så godt som færdige med at lægge ny asfalt på Østjyske Motorvej i nordgående retning mellem Fredericia og Skærup. Den nye asfalt reducerer ikke alene støjen fra vejen, den nedsætter også bilernes brændstofforbrug og dermed CO2-udledningen.

Trafikanter, der tager turen ad Østjyske Motorvej ved Taulov i Sydjylland vest for Fredericia, kan godt begynde at glæde sig til en bedre køreoplevelse. Efter to ugers vejarbejde for Vejdirektoratet er NCC nemlig klar til at levere 7 kilometer vej med KVS-belægninger (kendt som klimavenlig asfalt).

Og selvom trafikken på motorvejen har været påvirket i aften- og nattetimerne, mens vejarbejdet stod på, er det dog en lille pris at betale for det, der er kommet ud af arbejdet – nemlig et stykke motorvej, som reducerer CO2-udledningen fra trafikken. Det skyldes asfaltens specielle sammensætning:

”Kendetegnet for asfalttypen er, at den er lettere for dækkene at køre på, fordi belægningen giver mindre rullemodstand mellem dæk og vej. På den måde bruger biler og lastbiler mindre brændstof, og derved nedsættes CO2-udledningen fra trafikken,” siger Bjarne Bo Lund-Jensen, produktchef i NCC Industry, Asfalt.

Mindre brændstof, mindre støj
Siden 2011 har NCC sammen med Vejdirektoratet, industrien og forskere fra universitetsverdenen været med til at udvikle den klimavenlige asfalt (KVS).

Ifølge Vejdirektoratets beregninger vil biler og lastbiler bruge cirka 1,2 procent mindre brændstof, når de kører på en KVS-belægning.

”Det lyder måske af lidt, men ser vi på den samlede brændstofbesparelse, vil alle bilister over en længere periode kunne spare klimaet for mange tons CO2”, siger Bjarne Bo Lund-Jensen.

Han påpeger samtidigt, at asfalten også giver en bedre køreoplevelse for bilisterne, da den lave rullemodstand tilmed minimerer støjen fra vejen.

Det er NCC’s asfaltfabrikker i Kolding og Odense, der har produceret asfalten, der er lagt ud på Østjyske Motorvej. Derudover har NCC’s fræserhold haft den store 2-meter fræser i gang for at fræse den gamle, slidte asfalt af strækningen. Den affræsede asfalt vil blive genanvendt i produktionen af ny asfalt eller andre slidlag, og den kommer derfor til at leve videre i form af nye belægninger til Danmarks veje.

Flere steder får CO2-reducerende asfalt

NCC skal stå for produktion og udlægning af KVS-belægninger på dele af følgende strækninger i 2022:

  • Motorvejen ved Odense
  • Motorvejen ved Kolding
  • Motorvejen ved Høje Taastrup
  • Motorvejen ved Skærup
  • Hovedlandevej ved Boserup
  • Hovedlandevej ved Hillerslev
  • Hovedlandevej ved Gørløse
  • Hovedlandevej ved Jyllinge
  • Hovedlandevej ved Viborg
  • Hovedlandevej ved Spodsbjerg
  • Hovedlandevej ved Kastbjerg
  • Hovedlandevej ved Sunds
  • Hovedlandevej ved Ørnhøj
  • Hovedlandevej ved Skave
  • Hovedlandevej ved Finderup
  • Hovedlandevej ved Hvam
  • Hovedlandevej ved Svallerup
  • Hovedlandevej ved Assens
  • Hovedlandevej ved Ebeltoft

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, pressechef, +45 26152127, carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2021 havde NCC en omsætning på ca. 53 milliarder SEK og 13.000 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.