NCC har afleveret ny museumsbygning til Nordjyske Museer

En spændende og anderledes opgave er ført til ende. NCC har netop afleveret en ny museumsbygning til Nordjyske Museer, der for få dage siden slog dørene op til Koldkrigsmuseet REGAN Vest

Den nye museumsbygning ved den tidligere regeringsbunker ved Rold Skov – REGAN Vest – er en bygning med mange funktioner. Den skal byde museets gæster velkommen og rummer både udstilling, museumsbutik og café.

NCC står for kompletteringsentreprisen, som er en af flere storentrepriser på projektet. Undervejs har opgaven budt på flere anderledes løsninger og andre materialer, end medarbejderne møder på andre byggeprojekter.

”For det første er det jo et unikum, sådan en museumsbygning,” siger projektleder Matias G. Jørgensen fra NCC’s byggeenhed i Nordjylland. ”Det er et meget komplekst byggeri, og det er jo altid en spændende udfordring. Og så får vi lov til at arbejde med nogle kvalitetsmaterialer, der også er lidt ud over det sædvanlige.”

NCC’s entreprise rummer komplettering af museumsbygningen, overflader, lette vægge og fast inventar. Indretningen af den nye bygning består i høj grad af insitu-skabte løsninger, hvor den støbte betonskranke sammen med specialdesignet inventar i egetræ og lakeret aluminium er en vigtig del af det arkitektoniske udtryk.  

”Det var et krav i arkitektkonkurrencen, at den nye velkomstbygning skulle fremstå skjult, og udefra fremstår den også nærmest som en bunker i sig selv. Kommer man derimod ind i caféen, åbenbarer der sig et smukt udsyn over den nærliggende ådal. Arkitektur af international klasse, gode materialer, godt håndværk og den smukke udsigt supplerer hinanden på bedste vis,” fortæller Lars Christin Nørbach, museumsdirektør ved Nordjyske Museer, som Koldkrigsmuseet REGAN Vest er en del af.

Bygningen beklædes udvendigt med sort stål, og netop det sorte stål fra ydersiden går igen i indretningen, hvor en del af inventaret ligeledes beklædes med sort metal. Museumsbygningen er indbygget i en skrænt og ligger foran bunkeren, som er helt skjult bortset fra indgangsporten. Bunkeren finder man ved at følge en sti fra museumsbygningen.

Lofterne er beklædt med træbeton mellem betonspærene, som giver et smukt visuelt udtryk og en rigtig god akustik. Gulvene er epoxybehandlet beton, som fremhæver strukturen og materialesammensætningen i materialet.

Øvrige parter i projektet er AARTS Architects og NIRAS, der også har stået for byggeledelsen.

Om REGAN Vest

Koldkrigsmuseet REGAN Vest består af den indtil for få år siden tophemmelige 5.500 m2 store regeringsbunker, af maskinmesterboligen og af den nye velkomst- og udstillingsbygning, som NCC m.fl. står bag. Museet blev indviet den 10. februar og åbnede for offentligheden den 13. februar. Ønsker man at besøge det nye museum, skal man forhåndsbooke billet på nordjyskemuseer.dk – det er der allerede mere end 20.000, der har gjort.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2022 havde NCC en omsætning på ca. 54 milliarder SEK og 12.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.