NCC og fsbHJEM partnerskabet skal renovere Dommerparken for fsb

Efter godkendelser fra Landsbyggefonden, Københavns Kommune og beboerne i afdelingen er renoveringen af Dommerparken i Nordvest nu klar til at gå i gang. Dommerparken er den anden helhedsplan i fsbHJEM rammeaftalen. Kontraktsum på sagen er cirka 185 mio. danske kroner.

fsbHJEM er det partnerskab, hvor COWI, Nordic Office of Architecture, Smith Innovation og NCC sammen renoverer boliger for fsb, der er den største almene boligorganisation i Københavnsområdet.

Dommerparken blev bygget i 1946-47. Den ligger i Københavns Nordvest-kvarter tæt på Bispebjerg Kirkegård (Landsdommervej, Bogtrykkervej, Hovmestervej og Frimestervej).

Bebyggelsen består af seks blokke i syv etager inklusive en udnyttet tagetage (kælderetage til 5. sal) og udgør i alt 259 almene boliger samt en driftsbygning og en børne-/fritidsinstitutionsbygning.

Helhedsplanen samler alle de behov boligafdelingen har for renovering og fremtidssikring af boliger, bygninger, udearealer og det sociale liv i afdelingen.

Tilbage til oprindeligt udseende

Renoveringen omfatter både fælleshus, facader, kældre og lejligheder.

Fugerne i facaden skal kradses ud og fuges om, plastikvinduer vil blive udskiftet med træ/alu-vinduer, og renoveringen har som overordnet mål at bringe bygningerne tæt på deres oprindelige udseende. Indenfor renoveres badeværelser, og alle køkkener skiftes.

Boligerne vil være ubeboet under renoveringen i lejlighederne, hvor beboerne bliver genhuset iht byggetakten, opgang for opgang.

”Renoveringen af Dommerparken er en opgave, der passer godt til vores kompetencer,” siger Jacob Hviid Holm-Pedersen, der er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed. ”I Renovering er vi vant til at udføre vores arbejde tæt op ad mennesker, der bor eller arbejder i området, og vi vil naturligvis gøre os umage, hvad vi kan for at samarbejde og finde gode løsninger.”

Arbejdet går i gang i efteråret 2024 og forventes afsluttet i 2026. Kontraktsummen på cirka 185 mio. danske kroner ordreregistreres i forretningsområde Building Nordics i Q3 2024.

For yderligere information kontakt venligst:
Anita Søe Beilin, Kommunikationspartner, Tlf.: 4264 0770, E-mail: anitbe@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 4170 4909 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.