NCC får totalentreprisekontrakt på renoveringsopgave i Gellerup i tidlig julegave

Brabrand Boligforening valgte i juni NCC som totalentreprenør til en stor og kompleks opgave i Gellerup ved Aarhus. Kontrakten, der nu er ubetinget, er på cirka 730 mio. danske kroner. Arbejdet forventes at gå i gang i foråret 2025.

I de sidste dage inden jul lykkedes det at få de sidste brikker lagt i puslespillet om kontrakten på det renoveringsprojekt i Gellerup, der er et betydeligt led i helhedsplanen for området og et markant skridt på vejen mod at gøre det til en attraktiv bydel med boliger, der lever op til moderne krav til indretning og komfort.

”Vi har været gennem en spændende projekterings- og planlægningsproces, og nu kan vi gå på juleferie og glæde os til at gå i gang med arbejdet,” siger Peter Rantil Smith, som er områdedirektør i Building Nordics’ renoveringsenhed i Byggeri Vest i Danmark.

Renovering af de fem blokke i Gellerupparken vil bygge på erfaringer fra pilotprojekter, hvor to blokke i Gellerupparken og én blok i Toveshøj er blevet transformeret og renoveret. Under pilotprojekterne blev forskellige potentialer og udfordringer undersøgt og nyskabende initiativer afprøvet – hvor portåbningen og vejførelsen gennem blokken B4 er en af de mest bemærkelsesværdige.

Helt konkret kommer der flere mindre og færre store boliger. Det sker ved, at to opgange i hver blok ombygges, så der bliver fire boliger på hver etage imod tre i dag.

”Med dette ambitiøse renoveringsprojekt fremtidssikrer vi vores boliger og udearealer ved at opgradere og forbedre dem til glæde for eksisterende såvel som nye beboere. Det sker samtidig med, at vi bevarer og forædler arkitekturen og boligkvaliteten i de modernistisk inspirerede boligblokke, der blev opført fra sidst i 1960’erne,” siger Kristian Würtz, direktør i Brabrand Boligforening.

Der er i hele projektet stort fokus på genbrug og genanvendelse af eksisterende materialer. Det gælder for eksempel trægulve, altanværn og udendørslamper.

Trægulve tages op og sendes til istandsættelse, så de kan indbygges i de nye city-lejligheder. Lamper ved indgangsdøre nedtages lamperne, rengøres og ombygges til LED. De ombyggede lamper genopsættes ved indgangsdørene som et genkendeligt element for beboerne.

Trappeopgange i de to nederste etager skal bygges om og åbnes til dobbelthøje rum, hvor der skabes et byhusbånd med citylejligheder – en slags rækkehuse med murede facader. Endelig skal der etableres et mindre antal tilgængelighedsboliger.

Med renoveringen og ombygningerne får alle boliger nye overflader, nye badeværelser, nye installationer og ny ventilation, som vil sikre et godt indeklima. Facaderne skal renses og males, gavle efterisoleres og beklædes med nye overflader, mens vindues- og dørpartier udskiftes med energiruder – dertil kommer nye tage på alle blokke.

De grønne arealer, nærarealer ved blokke, legepladser, cykelskure, affaldsstationer og parkeringsarealer istandsættes og opgraderes ved alle blokkene, så der skabes funktionelle, trygge og grønne parkrum.

NCC’s totalentreprisehold består af arkitekterne C.F. Møller Architects og ingeniørfirmaet INGENIØR'NE.

Renoveringen af den første blok går i gang i foråret 2025, og projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2029. Kontraktsummen på cirka 730 mio. danske kroner ordreregistreres i forretningsområde NCC Building Nordics i fjerde kvartal 2024.

Alle billeder er til fri redaktionel brug

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.