NCC overdrager bygninger på Aalborg Kaserne
På Aalborg Kaserne har NCC opført to nye bygninger for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse; et nyt værksted og en multibygning. Det sker som et led i udviklingen af Forsvarets ”Grønne etablissementer”, der har til formål at mindske Forsvarets energiforbrug og CO\2\-udledning.
Den 30. januar blev de nye bygninger formelt overdraget fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse til Trænregimentet - Hærens Center for Logistik og Forsvarets Militærpoliticenter og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste på Aalborg Kaserne. Til stede ved arrangementet var også Lasse Frimand Jensen, kommunens borgmester.
Gennem halvandet år har NCC arbejdet inden for en indhegning på Aalborg Kaserne omgivet af soldater og pansrede køretøjer. Her har de opført et værksted og en specialindrettet multibygning. Multibygningen består af en garage med et mandskabsafsnit samt et administrationsafsnit, der indrettes med kontorfaciliteter tiltænkt Militærpolitiet.
”I Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste lægger vi stor vægt på at have et godt arbejdsmiljø, fordi vi gerne vil passe godt på vores medarbejdere. Vi er glade for at få et nyt moderne værksted, som er med til at gøre os til en attraktiv arbejdsplads,” sagde chef for Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste, flotilleadmiral Per Hesselberg i sin tale ved overdragelsen.
”Det har været spændende at arbejde på en byggeplads, der har givet et lille indblik i livet og aktiviteterne på kasernen,” siger Matias Guldbæk Jørgensen, der er projektleder i NCC’s byggeenhed under Building Nordics i Nordjylland. ”Det har både været udfordrende og givende at opføre bygningerne, som har krævet nogle særlige konstruktioner og tiltag på installationer, blandt andet fordi det nye værksted skal bruges til at servicere køretøjer, der ikke er helt almindelige, nemlig de tunge køretøjer militæret benytter.”
I sin tale til arrangementet fremhævede Jakob Søe Lundgaard, områdedirektør hos NCC under Building Nordics i Nordjylland, det gode samarbejde på projektet: ”Tilliden og respekten mellem parterne har gjort det muligt at finde gode løsninger, når projektet er løbet ind i udfordringer som følge af uroen i verden og alt det dårlige vejr, som projektet har oplevet gennem begge de vintre, vi har bygget.”
Fokus på energiforbrug og CO2-udledning
Arbejdet er udført som en del af udviklingen af Forsvarets ”Grønne etablissementer”, der har til formål at begrænse energiforbrug og CO2-udledning, og projektet har været tilmeldt Den Frivillige Bæredygtighedsklasse.
”Den Frivillige Bæredygtighedsklasse har betydet, at vi har indsamlet en masse information om blandt andet CO2-udledningen af transporten af byggematerialerne, vi har dokumenteret vores affaldssortering og har overvåget el- og vandforbrug med henblik på at nedbringe det,” fortæller Matias Guldbæk Jørgensen.
Samarbejdspartnere på projektet er P+P Arkitekter som bygherrerådgiver, Viggo Madsen, SKALA og WSP.
Alle fotos er til fri redaktionel brug.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.