NCC skal bygge om og til på Sofiendalskolen i Aalborg

NCC har fået tildelt opgaven med at renovere samt om- og tilbygge Sofiendalskolen på Lange Müllers Vej i Aalborg for Aalborg Kommune. Kontrakten er på ca. 70 mio. danske kroner.

Stigende elevtal og ændringer på specialområdet i Aalborg Kommune er baggrund for at Sofiendalskolen til- og ombygges. Skolen skal udbygges fra tre til fire spor for indskoling og mellemtrin, ligesom den skal rumme en ændret aldersfordeling i skolens specialafsnit.

De eksisterende skolebygninger skal renoveres og bygges om, og der skal opføres en ny svanemærket tilbygning i to etager.

Som led i byggeriet fjernes to pavillonbygninger for at gøre plads til nye bygninger. Udearealerne skal også forbedres markant.

”Vi er klar til at gå i gang og ser frem til samarbejdet med totalrådgiver Norconsult og Aalborg Kommune. Det er altid spændende at arbejde med renovering og udbygning af skoler. Det er spændende bygninger, som er vigtige for både elever, forældre og lærere,” siger senior projektchef Nick Nielsen i byggeri Vest under Building Nordics. ”Der er mange hensyn at tage undervejs i processen, da skolen er i fuld drift i byggeperioden. Vi kan ikke bygge uden at støve og støje, men vi skal have trygge adgangsveje for både små og store brugere, og vi kan jo heller ikke lukke for strøm eller vand i skoletiden.”

Til- og ombygningen af Sofiendalskolen er en del af Aalborg Kommunes mål om at skabe tidssvarende og inkluderende læringsmiljøer for alle elever. De nye faciliteter forventes at give både plads og fleksibilitet til fremtidens skoleliv i området.

”Med projektet får vi skabt sammenhæng mellem skolens bygninger, det giver mulighed for fællesskab og langt bedre rammer for læring og inklusion. Derudover er tilbygningen vores første Svanemærket byggeprojekt – et godt og sundt byggeri som opføres med respekt for klima og miljø. Vi har stor tiltro til at NCC kan løse opgaven, og vi glæder os meget til samarbejdet,” siger Mette Jensen, bygherre Aalborg Kommune.

Ombygningsplanen kræver nedrivning af to eksisterende pavillonbygninger, ligesom et eksisterende skur/halvtag skal rives ned for at gøre plads til ny tilbygning. Et forsænket omklædningsrum ved den oprindelige skole (Det gule hus) rives ned for at gøre plads til en ny mellembygning.

Der skal opføres en ny indskolingsbygning i to etager, bygges to nye forbindelsesgange til hovedskolen, opføres en ny mellembygning ved det gule hus, som er den helt oprindelige skolebygning, og etableres et nyt skur i terræn.

Som et led i projektet etableres en ny parkeringsplads med 60 parkeringspladser, heraf fire handicappladser, der placeres tættest ved indgangen. Parkeringspladsen indrettes med et ”Kys & kør”-areal med udgang til afsætningsareal, der er går over i en stiforbindelse, der forbinder forplads og sti omkring p-pladsen.

Norconsult er totalrådgiver, og Nordic Office of Architecture er arkitekter.

Ordren er på ca. 70 mio. danske kr. og bogføres i andet kvartal 2025 under forretningsområde Building Nordics. Arbejdet sættes i gang i april og forventes afsluttet i februar 2027. 

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, +45 26 15 21 27 , carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.