NCC har monteret de første træsøjler og bjælker på det ny Bosch domicil

Søjler og bjælker i træ er væsentlige elementer i byggeriet i Ballerup, hvor NCC skal opføre nyt kontor til Boschs danske forretning. Indtil nu har der været fokus på at støbe kælder og fundamenter, men nu har håndværkerne fået træ mellem hænderne.

Det var en vigtig milepæl, da de første læs søjler og bjælker ankom på byggepladsen på Telegrafvej i Ballerup. De første seks læs med i alt 140 træsøjler og -bjælker er kørt ind på pladsen.

De 22 håndværkere fra NCC’s egenproduktion har hidtil udført jord, kloak og betonarbejde; der er etableret kælder og støbt fundamenter, og der er støbt terrændæk. Nu er tiden kommet til at bygge i træ.

”Som gammel tømrer er jeg glad for, at vi skal bygge i træ, og vores montører virker også glade for det,” siger Lars Ulrik Hansen, der er senior projektchef i NCC’s byggeenhed i Øst under Building Nordics. ”I to måneder vil vi have fokus på træmontagen, vi forventer at være færdige med at montere træ med udgangen af marts. Derefter monterer vi facadekassetter i træ”

Søjlerne i det første område, hvor Bosch skal have deres showroom i det nordvestlige hjørne af bygningen, er leveret og monteret, ligesom de første dæk er lagt på.

I alt vil der ankomme 15 læs træ fra Østrig og Tyskland med 222 søjler i størrelsen 40 x 40 cm, samt 219 bjælker af varierende størrelser. Lastbilerne er udstyret med trackere, så man kan følge dem hele vejen fra fabrikken, på den måde kan byggeledelsen planlægge produktionen efter de leverancer, der er på vej.

”Det er noget af et puslespil, så det er vigtigt, at leverancerne kommer i den rigtige rækkefølge,” fortæller Lars Ulrik Hansen. ”Hvis træet leveres, før vi er klar til at montere det, må vi desværre bruge tid på at læsse af og lægge det i montagerækkefølge, for det er vigtigt, at rækkefølgen passer.”

Boschs nye domicil opføres som hybridbyggeri, altså i en kombination af træ, stål og beton. Bygningen opføres i en traditionel huldæk-konstruktion med kendte arbejdsgange.

”Træ vejer mindre, men det er lige så nemt at montere træ som beton. Det er lidt som at bygge med LEGO,” siger Lars Ulrik Hansen. ”Vores bjælker og søjler er coatede, så det er nemt at rengøre dem, og vi monterer så hurtigt, at vi ikke forventer at opleve udfordringer med fugt. Og vi behøver ikke pakke træet ind for at beskytte mod UV-stråling eller vand.”

Mockup til afprøvning og godkendelse

Byggeledelsen har indrettet sig i en stor gammel lagerhal på grunden. Her har de skabt sig et kontor, møderum, køkken, kantine og mandskabsfaciliteter med masser af genbrug fra tidligere byggesager.

I hallen har teamet opført en mockup af selve byggeriet. Seks meter lang og fire meter i højden. Med facader på, og med eksempler på indretningen. På den måde kan alt skabes her i en første udførelse, som bygherre godkender, før det samme opføres på pladsen.

Domicilet bliver på 10.000 kvadratmeter ekskl. kælder og opføres i tre etager baseret på NCC’s gennemprøvede kontorhuskoncept på Boschs grund på Telegrafvej i Ballerup.

Projektet gennemføres i samarbejde med Design Group Architects og NCC Engineering. Bygningen forventes at stå klar til indflytning ultimo 2026.

Alle fotos er til fri redaktionel brug.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.