Nicolinehus rejser sig nu hastigt med komplette facader med færdigmonterede vinduer

Ved at bruge helvægselementer med færdigmonterede vinduespartier bliver byggeprocessen mere effektiv. Samtidig skaber det mindre spild og giver et bedre arbejdsmiljø, og så er det en smart løsning på et område med lidt plads.

Nicolinehus rejser sig nu for alvor på Aarhus Ø, og man aner konturerne af de to bygninger, der kommer til at stå ikonisk mellem by og vand. Tempoet er højt, og det skyldes blandt andet, at der til byggeriet anvendes ”helvægs” teglfacade med færdigmonterede vinduespartier og terrassedøre. Der er ikke noget med at stå i vintervejret og lave murerarbejde. Facadeelementerne kommer på lastbiler og hejses på plads. Produceret uden spild og til gavn for arbejdsmiljøet, fordi håndværket sker inden døre og ikke på et udvendigt stillads højt oppe.

”Det er en effektiv løsning med flere fordele. Elementerne bliver produceret i ly for regn og blæst, alle materialer er indkøbt på nøjagtige mål, og derfor er der næsten intet spild og ikke mindst er genen for beboere og trafikanter i området begrænset,” siger projektdirektør Henrik Korr fra NCC.

Usædvanligt at vinduerne er monteret

Elementerne bliver produceret i en tør montagehal og indeholder både skalmurværk med teglsten fra Petersen Tegl, isolering og bagvægge, vinduer og terrassedøre med sålbænke. Det hele er fuget og klart.

”Det er lidt usædvanligt, at vinduerne er monteret på elementfabrikken, men det er netop med til at gøre byggeriet ekstra effektivt. Så skal man blot fuge mellem elementerne, så er facaden komplet, og håndværkerne behøver ikke stå og bakse med montering af vinduer," siger Henrik Korr.

Sikrer ensartet kvalitet

Især fuge- og murearbejdet er påvirkeligt af vejr og vind. Når montagen sker i en tør lagerhal, sikres en ensartet kvalitet. Det er også et plus for arbejdsmiljøet, fordi håndværket sker indendøre i en hal og ikke på stillads højt oppe i regn og rusk eller bagende sol.

Nicolinehus er tegnet af Aart Architects, der har hentet inspiration i midtbyens gamle karreér med sine karakteristiske og robuste røde teglsten. Mellem de to trekantede bygninger bliver der plads til en fælles gårdhave, nord for byggeriet opføres en offentlig aktivitetsplads og både terræn og terrasser beplantes. Bygherren Bricks lægger vægt på at skabe kvalitetsbyggeri i en kombination af god arkitektur og godt design, der sikrer god byudvikling med fokus på liv og trivsel.

Projektet indeholder 180 ejerlejligheder, 60 lejeboliger samt 6.133 kvadratmeter kontorer. En markedshal med et stort atrium, hvor cafeer og stande vil sælge mad og drikke, en større Føtex butik og andre småbutikker i stueplan. Der vil også være restauranter samt et område med pool og sauna. På toppen af bygning 2 på 10. og 11. etage kommer der desuden restaurant og skybar. I kælderen kommer et fitnesscenter og 450 parkeringspladser i to etager.

Monteringsarbejdet står på frem til efteråret 2021, og hele Nicolinehus skal stå færdigt i december 2022. Bygning B1, som indeholder ejerboliger og butikker som Føtex, afleveres dog medio 2022.

For yderligere information kontakt venligst: 

Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter udvikling af erhvervsejendomme, bygge- og infrastrukturprojekter, samt asfalt og råstofudvinding. I 2020 havde NCC en omsætning på ca. 38 mia. DKK. og 14.500 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.