NCC bygger bæredygtigt domicil til Beierholm

NCC er begyndt arbejdet med at opføre revisionsfirmaet Beierholms nye firmadomicil i Aarhus. Bygningen skal danne rammen for et fagligt kompetent og professionelt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne kan udvikle sig.

”Det domicil, vi bygger for Beierholm, læner sig op ad NCC’s gennemprøvede kontorhuskoncept, hvor vi kombinerer vores erfaring og ekspertise, så vi sikrer, at bygningen opfylder de krav, som bliver stillet til et kontorhus i dag og mange år frem,” fortæller senior projektchef i NCC, Peter Kiil Larsen. ”Vi lægger vægt på at opføre bygninger, der fungerer godt i praksis, for kontormiljøet og trivslen i bygningen er vigtig, da det påvirker medarbejdernes arbejdsglæde og effektivitet.”

Bygningen signalerer et moderne og innovativt firma, bygget på gode og solide materialer og med et internt fællesskab i en central foyer, der binder bygningen sammen, mens store glaspartier vil være med til at skabe en åben og imødekommende facade.

Certificeret på guld-niveau
Ifølge partner i Beierholm, Tage Andersen, har han og revisions- og rådgivningsvirksomheden lagt vægt på fortsat at kunne bo i en bygning, hvor der er fokus på miljørigtig indretning.
 
Det nye domicil i Aarhus er designet og projekteres og opføres, så det kan bæredygtighedscertificeres på niveau guld inden for DGNB-standarden, som er en af verdens førende standarder for certificeringen af bygninger og byområders bæredygtighed. Den vurderer dermed bygningers bæredygtighed ud fra både sociale, økonomiske og miljømæssige perspektiver.

”I NCC er vi meget optaget af at bidrage til den bæredygtige omstilling af vores samfund, og vi er en af de førende entreprenører, når det gælder opførelse af certificerede byggerier. Derfor er vi også stolte af at skulle bygge et bæredygtigt domicil for Beierholm. Det giver rigtig god mening både for bygherren og for samfundet generelt,” siger Peter Kiil Larsen.

Gode forhold for medarbejdere og kunder
Beierholm glæder sig til at flytte ind i det nye kontor. ”Vi glæder os ikke bare til det nye kvalitetsbyggeri,” siger Tage Andersen. ”Det er også en nødvendighed, at vi er under samme tag. Der er så mange gode synergier at opnå ved at bo på én adresse. Vi kan skabe et stærkt og dynamisk fagligt miljø, og vi kan opnå én samlet kultur for mange sammenbragte medarbejdere. Vi kan sikre gode og ensartede forhold for både kunder og medarbejdere, ikke mindst når det gælder mødefaciliteter og parkeringsforhold.”

Det 6.500 kvadratmeter store kontorbyggeri, som NCC opfører for revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm, er næsten en fordobling af Beierholms nuværende kontorarealer. 

”Det skal ses i lyset af vores ekspansion over de seneste år, både på landsplan og ikke mindst i Aarhus,” siger Tage Andersen. 

Ved tilgangen af de to landskendte revisionsfirmaer RSM plus og AP Statsautoriserede Revisorer vokser Beierholm i Aarhus til cirka det dobbelte antal medarbejdere og vil ved byggeriets færdiggørelse være omkring 180 medarbejdere i Aarhus. Dermed er Beierholm blandt de største revisionsvirksomheder i Aarhus.

Beierholm flytter ind i det bæredygtige hus om et år, og virksomhedens medarbejdere kommer til at nyde godt af den gode beliggenhed tæt på den kommende letbane og de fordele, der følger med at bo i et bæredygtigt kontorhus.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Kommunikationspartner Tine Heide, NCC Danmark A/S, telefon 91 37 39 44

OM NCC. Vores vision er at forny vores branche og levere ekstraordinære bæredygtige løsninger. NCC er en af Nordeuropas ledende virksomheder inden for byggeri og anlæg, ejendomsudvikling og infrastruktur med en omsætning på 49,8 mia. kr. og 18.000 medarbejdere i 2015. NCC-aktien er noteret på NASDAQ Stockholm.

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Building, NCC Property Development, NCC Industry, NCC Infrastructure. I 2015 havde NCC i Danmark en omsætning på 6,9 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte.