NCC har vundet første etape af renoveringen af Taastrupgaard

NCC skal renovere 184 boliger for Boligselskabet AKB Taastrup og KAB. Projektet er en del af helhedsplanen Fremtidens Taastrupgaard, der i tre etaper vil løfte områdets boliger til moderne standarder. Kontraktsummen er på cirka 260 mio. danske kroner.

Helhedsplanen omfatter både en modernisering og energioptimering af området, der i dag er på regeringens liste over udsatte boligområder; renoveringen vil føre til en opdeling i tre bykvarterer: Havekvarteret, Bykvarteret og Skovkvarteret.

Hele kvarteret og boligerne skal have et væsentlig kvalitetsløft, og projektet skal samtidig honorere kravene i Parallelsamfundspakken, som regeringen har vedtaget.

”Vi glæder os til at samarbejde med NCC om den ambitiøse, og gennemgribende transformation af Taastrupgaard, der skal bringe boligerne op til nutidige standarder og gøre området til en attraktiv del af Høje-Taastrups nye kulturkvarter. For beboerne i området, er indgåelse af kontrakten med NCC et vigtigt skridt på vejen mod at få realiseret deres ønske om moderne boliger, med høj boligkomfort og et markant lavere klimaaftryk,” siger Jens Elmelund, der er administrerende direktør i KAB.

Etape 1 omfatter 184 boliger, der reduceres til 172 boliger. Mens nogle boliger ændres til tilgængelighedsboliger, vil andre blive omdannet til ungdomsboliger. 14 boliger skal sammenlægges til syv, og fem boliger rives ned.

”Det er en spændende og kompleks opgave, som vi glæder os til at gå i gang med,” siger Brian Hasfeldt, der er områdedirektør i NCC Building Nordics’ renoveringsenhed i Østdanmark. ”Vi glæder os også til et godt og tæt samarbejde med projektets parter.”

Bygherre er AKB Taastrup med KAB som Byggeforretningsfører, mens Wis­senberg og Tegnestuen Vandkunsten er henholdsvis ingeniør og arkitekt på opgaven. NCC stiller med et solidt og sammentømret team, der kender hinanden godt fra en netop afsluttet renoveringsopgave i Herlev.

Moderne og attraktive boliger
Boligerne skal energirenoveres til moderne standard, så den stiger fra energiramme E til energiramme A. Det skal ske ved, at alle facader udskiftes med helt nye facader, der både er moderne i udtrykket og i standarden for isolering. Samtidig kommer der nye energivinduer og nye døre.

For beboerne betyder den ambitiøse renovering, at de får attraktive og moderne boliger med nye køkkener, gulve, altaner, små haver og trygge depotløsninger.

Ved renoveringen skabes helt nye boligtyper, og med nye drive-in boliger, ungdomsboliger, tilgængelighedsboliger og ældreboliger bliver der skabt hjem til mennesker med meget forskellige behov – uanset om det er den første bolig, plads til familien eller det gode seniorliv, der er målet.

Også udeområderne vil gennemgå en omfattende transformation. De store niveauspring i de grønne områder bliver bearbejdet, så udearealerne bliver tilgængelige for dårligt gående, samtidig med at de gøres mere anvendelige, trygge og giver plads til fællesskab, leg og ophold for alle generationer.

De store forandringer af både boliger, bygninger og grønne områder vil gøre Taastrupgaard til et attraktivt boligområde med tre kvarterer, der rummer moderne kvalitetsboliger og plads til mangfoldighed og fællesskab.

Renoveringen af den første blok går i gang den 16. september 2024, og projektet forventes afsluttet ved udgangen af 2026. Kontraktsummen på cirka 260 mio. danske kroner ordreregistreres i forretningsområde NCC Building Nordics i tredje kvartal 2024.

For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk

NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank

Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.