NCC har afsluttet renoveringen af Torpgården i Herfølge
Sidste bolig er nu afleveret i Torpgårdens tre boligområder; Vestertorp, Østertorp og Nørretorp. I alt er 178 boliger blevet renoveret for Køge almennyttige Boligselskab og DAB.
Skurbyen er fjernet og stilladserne er væk, så gartneren kan skabe de nye stisystemer mellem afdelingens boliger. Gartnerarbejdet forventes at være afsluttet med udgangen af oktober.
Renoveringen af boligerne i Torpgården har givet de enkelte boliger, men ikke mindst området som helhed et løft. Især skiftet fra blåmalet træværk til umalet træ giver området et friskt, nyt look.
”Det er blevet rigtig flot, og det er som et helt andet område,” siger Bob Borella, der er senior projektchef i NCC’s renoveringsenhed i NCC Building Nordics. ”Beboerne er glade, og vi går herfra med en god fornemmelse i maven. Det har været en god byggesag, hvor samarbejdet har været virkelig godt; både med bygherre og rådgiver, men også med vores fagentreprenører. Det er en rigtig holdindsats.”
Bygningerne i området er rækkehuse i et og to plan opført i slutningen af 1970’erne. Hele området er bundet sammen af gangstier og grønne fællesarealer. Bygningerne har facader af træ, murede gavle og tagbelægning af teglsten.
Bebyggelsen har blandt andet fået nye tage i tegl med underlag af tagpap på alle boliger, skure og fælleshus. Døre og vinduer er blevet udskiftet, og der er monteret glasbaldakiner ved hoveddørene. Dertil har boligerne har fået nye tagrender og nedløb, og der er udført facadebeklædning som isoleret konstruktion med udvendig beklædning i træ ved boliger og fælleshus.
”Torpgården fremstår med nye tage og facader og nye stibelægninger mellem afdelingens bebyggelser. NCC har leveret et pænt arbejde og efterlader beboerne med et flot resultat af deres afdeling. Renoveringen har givet Torpgården et løft, så man næsten skulle tro, det var en ny afdeling. Vi har været glade for samarbejdet med NCC og deres byggeledelse,” siger Mads Fisker, projektleder fra DAB.
Renovering medfører stort løft af afdelingens boliger
Helhedsplanen har fokus på klimaskærmen, så boligernes indre er der næsten ikke rørt ved; derfor har beboerne været i deres boliger gennem hele renoveringsprocessen.
”Vi ved godt, at det er træls for beboerne, at deres haver bliver inddraget til byggeplads og få deres hjem er pakket ind i stillads,” siger Bob Borella. ”Vi har også skulle have adgang til deres hjem, fordi vi har skiftet vinduer, med de har taget det rigtig pænt.”
Begyndelsen af renoveringsprocessen var udfordret, fordi facadekonstruktionen var anderledes end ventet og dermed krævede mere arbejde og tog længere tid, end det var planlagt. Efterhånden fik teamet lært bygningerne at kende, og principperne fra de første bygninger kunne bruges gennem resten af processen.
Klassisk udfordring i renovering
To ting kendetegner netop udfordringen ved et renoveringsprojekt. Den ene er, at der typisk dukker overraskelser op, når man lukker en bygning op. Det har der også været på Torpgården, og det er der fundet løsninger på. Den anden er, at arbejdet ofte foregår tæt på brugerne. Skoleelever, patienter, erhvervsdrivende eller beboere. På Torpgården er beboerne i deres hjem fra start til slut.
”Det er det interessante ved en renoveringssag. Vi arbejder så tæt på beboerne, og vi skal tænke på deres tryghed. Der er børn, der skal til og fra skole, folk der skal på arbejde, ældre mennesker hvis liv skal hænge sammen,” siger Bob Borella.”
Håndværkerne på Torpgården har været meget bevidste om betydningen af en ryddelig byggeplads, gode adgangsveje og tydeligt afskærmede områder til materialer og arbejdsområder.
Alle fotos er til fri redaktionel brug.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC´s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC:s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2023 havde NCC en omsætning på ca. 57 milliarder SEK og 12.200 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.