NCC har afleveret p-hus efter eget koncept i Coop Byen
NCC har netop afleveret et nyt parkeringshus i Virkelund – det første bykvarter i Coop Byen. Det er det sjette i rækken af parkeringshuse, som NCC bygger med udgangspunkt i deres eget parkeringshuskoncept.
Coop Byen bliver en ny bydel i Albertslund. Her udvikler PensionDanmark 350 boliger, et fælleshus, et p-hus og en bypark i Virkelund, der bliver det første bykvarter i Coop Byen.
Bygningen fungerer med sin centrale placering med vejadgang fra to sider, som en slags indgang til Virkelund og de nye boliger her, og uderummet omkring bygningen er designet til at understøtte fysiske aktiviteter; blandt andet med etableringen af en motionstrappe på facaden.
”Hos PensionDanmark havde vi et ønske om at udvikle et P-hus, som ikke kun teknisk set ville blive et rigtigt godt p-hus at parkere i for Coops ansatte og Virkelunds beboere, men også et hus med en levende facade, som arkitektonisk og landskabsmæssigt havde noget at byde på. Vi er meget tilfredse med resultatet af de arkitektoniske variationer og glæder os til at følge, at beplantningen over de kommende år vil sno sig op ad facadeelementerne,” siger Thomas Kjær Petersen, der er senior projektudviklingschef i PensionDanmark Ejendomme.
Genbrug og klatreplanter
Parkeringshuset er opført med en varieret og levende facade af strækmetal i aluminium, som forskellige klatreplanter med tiden vil vokse op ad. Der er anvendt overskudstræ på dele af facaden og genbrugte naturskiferplader fra den gamle Coop mandskabsbygning, der tidligere stod på grunden. De fire facader varierer, så de passer til de områder, de vender ud mod.
Det nye parkeringshus har 462 p-pladser i 13 forskudte niveauer. Pladserne skal stå til rådighed for både medarbejdere i Coop samt for beboere og gæster i områdets nye boliger. På den måde udnyttes p-huset dobbelt ved at rumme medarbejdernes biler i dagtimerne og beboernes efter fyraften.
”Det er et godt koncept. Vi bygger med velkendte løsninger, og derfor kan vi opføre et parkeringshus i god kvalitet til en fornuftig pris og på relativt kort tid. Vores kunder har alle haft særlige ønsker til facaden, og derfor ser de alligevel forskellige ud,” siger Ib Morgenstjerne, som er senior produktionschef i NCC’s byggeenhed i Øst under Building Nordics.
P-huset er opført med ekstra brede ramper, så trafikken op og ned i P-huset kan glide nemt. Derudover er p-huset opført med mål om at opnå en DGNB guld certificering.
NCC’s koncept for parkeringshuse består af en basismodel, som er skabt med vægt på genanvendelighed, flytbarhed og fleksibilitet. Det er resultatet af 10 års rejse sammen med gode samarbejdspartnere, Holscher Nordberg Architecture and Planning og KI Rådgivende Ingeniører.
Første p-hus efter konceptet var det store p-hus ved Herlev Sygehus, siden kom Tobaksbyens p-hus i Søborg og p-huset ved Egedal station. De seneste er opført i Valby og Lyngby, og der er flere parkeringshuse i pipeline.
Alle fotos er til fri redaktionel brug.
For yderligere information kontakt venligst:
Carl Johan Corneliussen, Pressechef, Tlf.: 26152127, E-mail: carcor@ncc.dk
NCC’s pressetelefon +45 41 70 49 09 samt NCC’s Mediabank
Om NCC. NCC er en af de førende entreprenørvirksomheder i Norden. Med udgangspunkt i sin ekspertise inden for ledelse af komplekse byggeprocesser, bidrager NCC positivt inden for det byggede miljø for både kunder og samfund. Vores forretning omfatter bygge- og infrastrukturprojekter, asfalt og råstofudvinding samt udvikling af erhvervsejendomme. I 2024 havde NCC en omsætning på ca. 62 milliarder SEK og 11.800 ansatte. NCC’s aktier er noteret på Nasdaq Stockholm.