NCC på sociale medier

Siden jeg var lille, har jeg været med på byggepladser, eller været på snedkerværkstedet, hvor jeg blandt andet sorterede skruer til montage af diverse inventar. Min far ejede på det tidspunkt Jönsson A/S, og jeg besluttede mig tidligt for, at det ikke var en branche for mig.

Selvom jeg tidligt havde et ønske om at blive arkitekt, havde jeg nok ikke regnet med, at jeg efter mere end 10 år i finansverdenen skulle stå som praktikant hos en entreprenør og snart være færdig med studiet som bygningsingeniør.

De unge er vant til at blive inddraget i alting. De er opdraget til at blive hørt. De siger fra, hvis der er opgaver, de ikke gider. Det perspektiv tager de med ud på arbejdspladsen. Og når de unge så møder kolleger fra deres forældres generation dér, så kan det indimellem slå gnister.

Da jeg blev uddannet som bygningsingeniør i 2001 og begyndte min karriere på Københavns metroprojekt, havde jeg aldrig forestillet mig, at min vej skulle føre mig ind i asfaltbranchen. Dengang blev vi ingeniørstuderende mest præsenteret for beton og store bygværker, så asfaltbranchen havde ikke strejfet mig en tanke.

I 1978 begyndte jeg som nyuddannet ingeniør i COWI-Consult, hvor jeg var i godt 10 år, før jeg fik en henvendelse fra en headhunter, som søgte en dygtig mand til en virksomhed, der hed Armton. Først sagde jeg nej, men hun kom tilbage flere gange, og i 1988 sagde jeg ja.