Flintholm Company House II - EY domicil

NCC Property Development og EY har indgået lejeaftale om cirka 8.000 kvadratmeter nyt hovedkontor på Frederiksberg.

NCC opfører nyt kontorbyggeri ved Flintholm på Frederiksberg, som bliver nyt hovedkontor for EY i Danmark. EY bliver eneste lejer i ejendommen, som totalt omfatter cirka 8.300 kvadratmeter kontorplads. Domicilet, der er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, forventes klar til indflytning i november 2019. 

Ejendommen bæredygtighedscertificeres efter den internationale DGNB standard, og målet er en guldkarakter. Det betyder blandt andet et sundt indeklima og et lavt energiforbrug. Flintholm Company House II er den sidste nye kontorbygning, der kan opføres i området, med en beliggenhed tæt op ad Flintholm Station.

Ny bydel

Området Flintholm Allé/Dirch Passers Allé i Frederiksberg Kommune er i den sidste fase af en vellykket og ambitiøs udviklingsplan med en god balance imellem boliger, butikker og erhvervsbyggeri og et stort kommunalt projekt med et kultur- og bevægelseshus, ”KU-BE”, samt en svømmehal umiddelbart nord for Metrolinien ved gang- og cykelbroen.

Alle veje fører til Flintholm

Når den offentlige transport kører ofte og er tæt på, viser alle statistikker, at det bliver den foretrukne transportform, når man skal til og fra arbejdspladsen. Langt de fleste med ærinde i området ankommer derfor med S-tog, metro eller bus, da netop Flintholm Station har perfekte forbindelser i alle retninger.

Det er også nemt at komme dertil med bil via Ring 2/Grøndals Parkvej eller inde fra city via Finsensvej. Der er parkering knyttet direkte til ejendommen og gratis offentlig parkering i lokalområdet.

De mange pendlere, der dagligt benytter stationen, og de mange beboere i området betyder, at der er liv i gadebilledet. I 2017 passerede det daglige passagerantal 60.000 på hverdage.

Flinthold er nu Danmarks tredjestørste station, idet metroen og S-togene (Linje C, H og F) kører så hyppigt, at der i gennemsnit ruller et tog ind på stationen hvert eneste minut i dagtimerne. Dertil kommer omtrent 60 busforbindelser i timen.

 

  • 8 min. med metro til City
  • 12 min. med S-tog til København H
  • 23 min med direkte Metro til lufthavnen
  • Cykelafstand til City