En helt ny ø er på vej til Indre Nordhavn
Københavns Nordhavn har fået en ny ø med boliger og parkeringskælder på et samlet areal af 63.000 m2. Bag det storstilede projekt står By & Havn, PensionDanmark og Nordkranen
Kronløbsøen er et forbindelsesled hen over Kronløbsbassinet i Københavns nye bydel Nordhavn. Med broforbindelser til både Århusgadekvarteret og Sundmolen bliver Kronløbsøen en vigtig trædesten for Nordhavnen, der bliver både fortættet og forbundet med en række nye offentlige by- og havnerum.
Den bilfrie ø på 9.500 kvadratmeter kommer til at rumme både bolig- og erhvervsbyggeri, som bliver opført i seks separate bebyggelser formet som en karré omkring et indre gårdrum.
Erhverv, parkering og boliger
Boligerne består af 233 ejerlejligheder i høj kvalitet, og boligerne varierer i størrelse fra 50 til 200 kvadratmeter – alle med mindst én altan. De forskellige størrelser på boligerne lægger op til en blandet beboersammensætning. Byggeriets stueetage er tiltænkt udadvendt erhverv som enten butikker, cafeer eller restauranter.
Øen er blevet etableret på en base med et underjordisk parkeringshus i fire etager med teknik-, cykel- og depotrum – beliggende under vandoverfladen. Parkeringshuset har plads til 1.100 biler.
Kronløbsøen bæredygtighedscertificeres efter DGNB-standard på niveauet Guld.