Transparens i parkeringshus af stål
Det nye parkeringshus er fordelt på seks etager og har plads til 780 biler indenfor samt 40 biler udenfor. Parkeringshuset er et af Danmarks største, og der er gjort en særlig indsats for, at den markante bygning falder bedst muligt ind i bybilledet
Facaden er en særlig facadebeklædning, med gennembrudte, skiftevis skråtstillede metalplader, der skaber et levende indtryk. Ved at bygge i lette stålkonstruktioner, fås et mere åbent og venligt udtryk.
Belysningen, facadeløsning og overskuelighed sørger for, at der ikke er mørke kroge, der kan skabe en utryg stemning om aftenen. Når der bruges stål, får man mere transparens i huset.
Begrænset elforbrug og god ventilation
Bygningens åbne struktur sikrer gode brand- og ventilationsforhold, hvilket betyder, at mekanisk ventilation ikke er nødvendig. Elforbruget er derved begrænset til lys, drift til to elevatorer og selve parkeringsanlægget.
Designet til adskillelse
Konceptet bygger på standardiserede løsninger, der gør, at delene er lettere at samle og dernæst skille ad, når bygningen måske ikke længere skal være p-hus, ændres eller udvides.
Parametrisk design
Designet er blevet til ved samprojektering mellem Arkitekt Holscher Nordberg og NCC med inddragelse af parametrisk design, som er en metode, der hviler på en række algoritmer, regler og parametre, som gør det muligt at optimere byggeprojekter.