Papirøen, Christiansholm, får nyt liv
Nu får den gamle Papirø nyt liv med et unikt projekt, der dækker hele holmen og bl.a. omfatter 169 ejerlejligheder, 84 almene boliger, et hotel og en markedshal til butikker, cafeer, restauranter og kulturliv
Holmen centralt i Københavns Havn, Christiansholm, er bedre kendt i folkemunde som Papirøen. Området fik tilnavnet på grund af dens fortid som centrallager for papir til avisproduktion.
Øen har tidligere været lukket land for offentligheden, men er i de senere år blevet et meget populært udflugtsmål og opholdssted for storbyens beboere. Det skyldes ikke mindst Copenhagen Street Food, som lejede sig ind i de gamle industrihaller og hurtigt blev københavnernes foretrukne madmarked. Senere rykkede Experimentarium midlertidigt ind på Papirøen og blandt andet designer Henrik Vibskov samt kunstcenteret Copenhagen Contemporary.
Christiansholm er det sidste kajområde, der mangler at blive udviklet i Københavns inderhavn. Nu får den gamle Papirø nyt liv med et unikt projekt, der dækker hele holmen og bl.a. omfatter 169 ejerlejligheder, 84 almene boliger, et hotel og en markedshal til butikker, cafeer, restauranter og kulturliv.
Projektet består af en gruppe bygninger i forskellige højde og forløb, men med et ensartet arkitektonisk udtryk med skrånende facader. Bygningerne omkranser et indre grønt byrum og rundt i hele periferien af øen kommer en bred promenade og træbrygge mod vandet. Ideen er at skabe et indbydende og uformelt værested til socialt samvær og kultur, og derfor indgår et nyt madmarked også i planen.
Byggeriets facade kommer til at bestå af beton og tegl, der afspejler Papirøens tidligere industrielle look og de gamle pakhuse langs havneløbet.