Når dialog og effektivitet går hånd i hånd i vejprojektet
Asfalten på en grundejerforenings veje skal sjældent fornys. Det kan derfor være en noget uvant situation for en bestyrelse at komme godt i gang, når vejene trænger til et løft. Hvordan er processen? Hvor meget tid skal vi sætte af? Og hvordan undgår vi at forstyrre beboerne mest muligt? En tæt dialog mellem kunde og entreprenør – både før, under og efter projektet – er opskriften til et succesfuldt samarbejde.
Den nordsjællandske grundejerforening Strandhøjgård har netop taget hul på fornyelsen af grundejerforeningens veje og har nu med hjælp fra NCC fået lagt ny asfalt på i alt 2.700 m² vej.

Information til beboerne
”Den største udfordring var at sikre, at vi ikke lukkede nogen beboere inde, da vejene var blinde, og da beboerne ikke kunne komme ind og ud, mens asfalten blev lagt, fortæller entrepriseleder Noel Savage.
Løsningen var derfor først og fremmest at informere alle involverede beboere med breve i hver enkelt postkasse om fredagen, inden arbejdet gik i gang mandag. Anden del af løsningen var at få lagt asfalten på i løbet af bare én dag i stedet for to dage, som typisk bliver afsat i forbindelse med lignende projekter. NCC’s asfalt-hold arbejdede derfor fra kl. 6 til kl. 19 for at få arbejdet færdigt, så vejene var klar til normal brug tirsdag.
Opfølgning og evaluering
Som afslutning på projektet fik grundejerforeningen gode råd om alt fra vejvedligeholdelse til mere grundlæggende vejledning i, hvordan man bl.a. ved asfaltkanter kan lægge jord med græs for at sikre svingene, da det holder bedre end stabilgrus. Og som afrunding på projektet følger NCC op med en ukrudtsbekæmpelse i form af SPUMA-behandling om et år.
"Det har været en fornøjelse at samarbejde med NCC i forbindelse med vores vejprojekt. Fra opstart til den sidste aflevering har vi og beboerne langs vejene oplevet en fin dialog og god kommunikation om forløbet. Dukkede der uklarheder op undervejs, blev der prompte fulgt op. Vi vil derfor ikke tøve med at anvende NCC i fremtiden”, fortæller formand for grundejerforeningen Strandhøjgård, Harald Jepsen.